NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Europa-Parlamentets medlemmer er valgt ud fra vidt forskellige systemer. Danmark vælger ud fra forholdstals-modellen, altså at mandaterne tilfalder partierne proportionalt med antallet at stemmer. Danmark har også hele landet som én stor valgkreds, hvilket betyder at kendis-effekten betyder meget. Andre lande er delt op i regionale valgkredse, de fleste dog med en form for forholdstalsvalg, i modsætning til den klassiske modstilling, flertalsvalg i enkeltmandskredse, også kaldet ’vinderen tager det hele’ som det kendes fra britiske nationale parlamentsvalg.
Også opstillingsreglerne er vidt forskellige, med Danmark som landet hvor det er allersværest for nye at stille op til EU-parlamentet – det kræver cirka 70.000 underskrifter. I Sverige er det nok med 1.500 underskrifter for at stille op. Til gengæld skal et nyt parti selv betale og uddele sin kandidatliste på afstemningsstederne, og der er ikke samme ligebehandling i medierne som i Danmark.
Der skal mange flere vælgere til at vælge en tysk EU-politiker end fx vedkommendes kollega fra Slovakiet. Den tyske EU-politiker repræsenterer på papiret omkring 830.000 borgere, mens den slovakiske kun repræsenterer ca. 400.000 indbyggere. Regnestykket forvrides yderligere hvis man ser på valgdeltagelsen. For hvor stemmeprocenten i Tyskland var på 43,3 pct., var den i Slovakiet nede på 19,64 pct., og dermed bliver forskellen mellem, hvor mange stemmer der rent faktisk står bag de forskellige EU-politikere endnu større.