NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Et knusende flertal bakkede op da EU-Parlamentet i december 2008 og i januar 2009 efter en hasteprocedure vedtog at godkende en plan som skal sætte turbo på det indre marked for våben.
Planen om et fælles våbenmarked består af to dele, dels et direktiv om »forenkling af vilkår og betingelser for overførsel af forsvarsprodukter«, dels et direktiv om »indgåelse af visse kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet«.
Der var opbakning fra danske SF, Socialdemokrater, Venstre, Konservative og Radikale, mens JuniBevægelsen og Folkebevægelsen stemte imod og Dansk Folkeparti undlod. Den tyske industrikommissær Günther Verheugen jublede i EU-Parlamentet i december:
»Hvem havde for 10 år siden, da Kommissionen for første gang fremsatte idéen om et indre marked for rustningsudstyr, troet at vi virkelig ville nå det,« spurgte han, og konstaterede:
»Vores industri vil blive mere internationalt konkurrencedygtig. Det gælder især for de mindre og mellemstore firmaer, hvis tilgang til dette marked bliver lettet af klarere og mere forudsigelige regler.«
»Hvis man stiller sig spørgsmålet, hvordan det mon kan være at de europæiske forsvarsbudgetter til sammen når op på 40 procent af det amerikanske budget, mens dets effektivitet kun er 10 procent, kan man se hvor problemet ligger.«
Tilsammen har EU-landene verdens klart andet største forsvarsbudget. Alene de fem lande der bruger flest penge på militær, bruger til sammen 197 milliarder dollars årligt. Det er Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien og Spanien (se tabellen side 19).
Venstrefløjen og EU-kritikerne peger på at hvis man letter den interne våbenhandel i Europa, vil det betyde tiltagende eksport udadtil også. Desuden anklager kritikerne direktiverne for vildledning, fordi de motiveres med slagord som leverancesikkerhed og hensyn til mindre firmaer.
En kritik som i EU-Parlamentet blev bakket op af den britiske konservative Geoffrey Van Orden der stemte blankt.
»Det ville da være helt ekstraordinært af Kommissionen at bruge så meget tid på et projekt hvis det blot var for at forenkle regler og procedurer. Der er selvfølgelig tale om mere EU-involvering i forsvaret.«
»Mit ændringsforslag om at sikre en parlamentarisk kontrol med våbenhandlen blev afvist i mit udvalg. Jeg har ikke engang kunnet stille det på ny i salen, fordi vi ikke har haft en ordentlig parlamentarisk behandling. Det her handler altså ikke om gymnastiksko, men om farlige og truende varer. Derfor finder jeg at den uformelle Trilog – som det så harmløst kaldes – uanset om det er om klimapakker eller legetøj eller til andre lovgivninger – ikke passer til et moderne parlament,« sagde den tyske socialdemokrat Barbara Weiler, men stemte alligevel for sammen med sine partifæller.
De europæiske lande er store våbeneksportører. Det gælder ikke kun britiske jagerfly, franske missiler og italienske håndvåben, men også teknologi til opbygning af våbenindustrien i andre lande. Der eksporteres til alle afkroge af verden.
Det er europæiske våben som anvendes af den tyrkiske hær imod kurdere, af den indonesiske hær imod befolkningen på Østtimor og i 90'ernes krige på Balkan. Selv om de fleste lande afviser at eksportere direkte til lande som undertrykker deres egne befolkninger, sker der i praksis igen og igen brud på reglerne, siger blandt andet ENAAT, den europæiske kampagne mod våbenhandel. Bruddene sker blandt andet ved re-eksport – altså at modtagerlandet sælger våbnene videre. Også det Stockholm-baserede internationalt anerkendte fredsforskningsinstitut SIPRI, påviser igen og igen at de europæiske våben ender mange steder i verden. EU har ingen lovgivning om våbeneksport fordi området hører under de enkelte medlemslande. Siden 1998 har EU dog haft et adfærdskodeks vedrørende våbeneksport.
I den kan man læse at der stadig er store forskelle i medlemsstaternes praksis med hvordan man udarbejder indberetninger, og at der er store problemer med at fremskaffe sammenlignelige statistiske oplysninger, »navnlig med hensyn til værdien af den faktiske våbeneksport«.
EU vedtog i 1998 disse ikke-bindende retningslinjer for våbeneksport:
1. De internationale traktater og aftaler skal respekteres.
2. Modtagerlandet skal respektere menneskerettighederne.
3. Eksporten må ikke udløse, forværre eller forlænge væbnede konflikter i modtagerlandet.
4. Våbnene må ikke true regional fred, sikkerhed og stabilitet, f.eks. ved at modtagerlandet truer et andet land.
5. Våbnene må ikke true eksportørens allierede eller venligtsindede lande.
6. Køberlandet skal respektere god adfærd over for det internationale samfund, f.eks. hvad angår terrorisme og respekt for folkeretten.
7. Våbnene må ikke anvendes til andre formål i køberlandet eller videreeksporteret på uønskede betingelser.
8. Våbnene skal være passende i forhold til modtagerlandets tekniske og økonomiske formåen.
De otte kriterier er her forkortet af NOTAT. Fuld version af adfærdskodeks ses f.eks. hos EU-oplysningen, euo.dk
Frankrig, Tyskland og Rumænien var de tre største leverandører, med eksport for henholdsvis 939 millioner, 209 millioner og 126 millioner kroner.
Også Bulgarien, Slovenien, Tjekkiet, Belgien og Storbritannien har eksporteret for større beløb, mens traditionelt store våbenproducerende lande som Italien og Spanien har godkendt meget meget lidt eksport til Israel.
Sverige, som også er et af de større våbenproducerende lande, har sammen med otte andre lande intet eksporteret til Israel.
Eksporten gælder alt fra håndvåben og ammunition, til bomber, sprænghoveder, militærfly og flymateriel.
I alt udstedte medlemslande 1.018 tilladelser til våbeneksport til Israel, kun 28 ansøgninger blev afvist – med henvisning til blandt andet menneskerettigheder og hensynet til regional stabilitet.