ARTIKLER


Tysk journalist vandt over EU

Hans-Martin Tillack afslørede svindelagtige forhold i EU – og blev straffet med flere års politimæssig forfølgelse. Nu er han renset.
Af Sven Skovmand
30. januar 2009

Efter fem hårde år har den tyske journalist Hans-Martin Tillack vundet over EU’s organ til bekæmpelse af svindel, OLAF.

Tillack afslørede i 2002 i det tyske magasin Stern en omfattende skandale i EU’s statistiske kontor Eurostat, hvad der førte til at en række ledende medarbejdere blev afskediget.

Sagen blev taget op af OLAF, men Tillack fik ingen tak for sin indsats. Tværtimod beskyldte man ham for at have bestukket EU-embedsmænd for at få sine oplysninger.

OLAF fik Tillack anholdt af det belgiske politi og ransagede desuden hans hjem og kontor for dokumenter som de beslaglagde.

Tillack rejste sagen for Domstolen for Menneskerettigheder i Strasbourg som i 2007 erklærede at hans ytringsfrihed var blevet krænket, og at den belgiske stat skulle betale ham 75.000 kroner i erstatning.

Dommen førte dog ikke til, at Tillack fik sine papirer tilbage. Det gjorde han først i december 2008, efter at den belgiske anklagemyndighed havde meddelt at det ikke kunne bevises at Tillack havde handlet ulovligt.

(Tillack-sagen har tidligere været grundigt dækket af NOTAT. Læs mere i artikelarkivet på notat.dk)