NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det er her i november 20 år siden, at Berlinmuren faldt. Dermed blev Øst- og Vesteuropa forenet, og der blev dannet grundlag for det udvidede EU med de 27 medlemmer, vi kender i dag. Og når nu Lissabon-traktaten træder i kraft, er der mulighed for at skrive endnu et kapitel i EU’s historie og forstærke samarbejdet.
Det lyder jo lovende – men hvor er Europa reelt på vej hen? Som europaparlamentariker føler jeg mig forpligtet til se tingene med realistiske briller. Den økonomiske krise kradser overalt, og der er en farlig udvikling på fremmarch, som truer nogle af EU’s vigtigste grundpiller. Jeg tænker her navnlig på det indre marked og den frie konkurrence, som er afgørende for at ruste os til globaliseringen. I mange EU-lande ser jeg desværre tendenser til national enegang og protektionisme, og der søsættes statsstøtteordninger i flæng for at redde industrier, som ikke er bæredygtige. Det er noget, som sætter dansk erhvervsliv under alvorligt pres. I Danmark hverken kan eller skal vi yde støttebeløb, som det er set i eksempelvis Tyskland, hvor udsatte industrier som bil- eller rederibranchen reddes for skatteydernes penge.
Også på EU-niveau har der på det seneste været flere protektionistiske panikløsninger. I landbrugssektoren har jeg været vidne til interventionsopkøb og til vedtagelsen af en mælkefond, som udhuler landbrugsbudgettet for 2010. Alt dette til trods for, at tiltagene går stik imod en langsigtet plan om en mere markedsorienteret EU-landbrugspolitik, som der var enighed om for bare et år siden.
Det, jeg ser lige nu, er at vi er i gang med at undergrave det europæiske projekt, som vi har opbygget gennem årtier. Men med alarmerende arbejdsløshedstal og galopperende offentlig gæld er der i mine øjne kun én vej frem, og den er fælles. Og den skal tilgodese betingelserne for navnlig de små og mellemstore virksomheder, da det i høj grad er dem, der skal skabe nye grønne og bæredygtige arbejdspladser og dermed grundlaget for vores fremtidige velfærd. Hvis vi i stedet stikker hovedet i busken og holder liv i uholdbare produktionsformer, graver vi krisens hul så stort, at vi ikke kan komme op igen. Derfor, ja, Lissabon-traktaten giver historiske muligheder, og derfor er det nu, EU skal tage ansvar og lave fremadrettede løsninger.