En veldokumenteret vagthund

Tony Bunyan kan tale længe og engageret om det fremvoksende Big Brother-samfund, om EU som en overvågningsstat, eller om 'Fort Europa'. Men han bliver lige så vred over noget andet.
Af Staffan Dahllöf
30. april 2010

To gange er Tony Bunyan, grundlægger af netværket og dokumentationscentret Statewatch, blevet kåret som en af de 50 mest indflydelsesrige personer i EU af avisen European Voice. I 2001 for sit arbejde for offentlighedens adgang til EU-dokumenter, og i 2004 for at sætte fokus på borgerrettigheder i skyggen af krigen mod terror.

I forhold til andre aktivister, frivilligorganisationer, tænketanke og politiske bevægelser lægger Statewatch større vægt på fakta og dokumentation af det, de kritiserer, end på deres egne analyser og holdninger.

Men man er sjældent i tvivl om hvad Tony Bunyan selv mener.

'Umoralsk holdning'

Han har beskæftiget sig med EU og især det retspolitiske samarbejde i godt 20 år, og han peger ofte på kontinuiteten i det arbejde han dokumenterer:

Aktuelle forslag – som EU's kommende femårsplan på retsområdet, det såkaldte Stockholmsprogram – har altid en forhistorie:

»Vi har fået Frontex, det agentur som bestyrer overvågningen af EU's ydre grænser. Nu får vi droner (ubemandede overvågningsfly, red.) som skal patruljere over Middelhavet, og EU begynder at organisere hjemsendelser af afviste flygtninge. Samtidig udvikler EU en politik for at styrke importen af uddannet arbejdskraft. Jeg kan ikke forestille mig en mere umoralsk holdning,« siger Tony Bunyan og understreger, at dette ikke er noget nyt som pludselig opstår:

»Det startede i begyndelsen af 1990'erne med definitioner på 'sikre tredjelande' som man skulle sende de uønskede tilbage til. Næste trin blev love som definerer 'økonomiske flygtninge', og så kom EURODAC, registeret af flygtninges fingeraftryk. Vi befinder os nu i en tredje fase i opbygningen af Fort Europa.«

Det er ikke resultatet af den glidende proces, som ophidser Tony Bunyan mest.

Det er i lige så høj grad selve processen og manglen på demokratisk kontrol.

Mistillid til parlamentet

Med Lissabon-traktaten bliver EU-Parlamentet lovgiver sammen med Ministerrådet (medlemslandenes regeringer) inden for hele det retslige område, med nogle ganske få undtagelser.

Politisamarbejde skal afgøres med flertalsbeslutninger, og det enkelte lands mulighed for at nedlægge veto forsvinder; en forandring med store følger for Danmarks deltagelse i det retspolitiske samarbejde og for den danske EU-debat.

Det er dog ikke Tony Bunyans bekymring. Han går ind for en øget deltagelse fra Parlamentets side, og ser ikke nogen større værdi i at stå udenfor EU.

Til gengæld er han meget bekymret over den måde, EU-Parlamentet bruger sine beføjelser: De folkevalgte tager større hensyn til systemets interesser end til vælgernes.

»Mange siger det rent ud. De er nødt til at være loyale overfor aftalerne mellem EU's institutioner, hvis de selv skal have nogen indflydelse«, siger Tony Bunyan. Det mener han vælgerne taber på.

Debat uden mening

De valgtes svigt af vælgerne sker, ifølge Bunyan, helt konkret når EU-politikerne går ind i såkaldte triloger – lukkede trepartsforhandlinger mellem repræsentanter for Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen.

Triloger er udviklet for at øge tempoet i en ellers lidt langsommelig og snørklet beslutningsproces. Sådan virker de også. Til gengæld mister den åbne debat og behandling i udvalg og Parlamentets store mødesal sin mening.

De afgørende beslutninger bliver nemlig truffet på forhånd.

»Flygtninge- og asylpolitik var allerede før Lissabon-traktaten et område hvor Parlamentet har medbestemmelse. Ud af 27 tiltag, som vi har undersøgt, blev 25 vedtaget ved trilogaftaler. Af al lovgivning i EU hvor Parlamentet deltager, er det nu 83 procent som bliver vedtaget på den måde,« siger Tony Bunyan.

Det indebærer, at det udelukkende er den lille kreds af parlamentarikere som deltager i trilogforhandlingerne, som kan fremsætte ændringsforslag. De øvrige kan kun stemme ja eller nej til den færdigforhandlede aftale. Og kun deltagerne selv ved, hvad der foregår i selve forhandlingerne.

»Medierne har opgivet at følge med, det er alt for kompliceret,« siger Bunyan.

Og så er vi fremme ved det som mest af alt ophidser den britiske skribent, databasebestyrer og aktivist.

Men hvis man ikke ved...

Det er ikke så svært at finde ud af, hvad der foregår hjemme. Der er en helt anden åbenhed, som man ikke finder i EU:

»I Storbritannien kan jeg læse lovforslag, og jeg kan se udskrifter af debatter i parlamentet. Men hvad gør man, hvis man ikke ved hvad der foregår på EU-plan? Så er der jo ingen man kan henvende sig til, og ingen som kan stilles til ansvar. Problemet er, at vi ikke har en fælles kultur, når det kommer til EU-lovgivning.«

»Man kalder det for krigen mod terror. Terrorisme kan skade, men det er ikke terrorisme, som ødelægger vores samfund. Det gør regeringerne med deres svar på terrorisme,« siger Bunyan som tilstår, at han næsten altid ender med en pessimistisk konklusion.

Og dog.

Der bliver trods alt plads til et par opmuntrende bemærkninger:

»Forandringer er mulige hvis man får skabt brede alliancer i det civile samfund, som kan stille krav til Bruxelles udefra. Og det er muligt at finde gode EU-parlamentarikere, forskere, interessegrupper og medier.«

»Man bliver nødt til at tage til Bruxelles for at forstå, hvad der sker, men for at påvirke må vi tage afsæt hjemmefra, fra EU's medlemslande,« siger Tony Bunyan.

Blå bog:

Tony Bunyan er en engelsk undersøgende journalist og forfatter med speciale i retspolitik, borgerrettigheder og åbenhed i EU. Siden 1990 har han været direktør for borgerretsgruppen Statewatch og redaktør af netværkets nyhedsbrev. Blandt hans bøger er The Political Police in Britain (1977), Secrecy and openness in the EU (1999) og The Shape of Things to Come (2009).

Ti gange er det lykkedes ham at tvinge EU's Ministerråd og Kommissionen til at udlevere dokumenter efter klager til den Europæiske Ombudsmand.

Læs mere på www.statewatch.org. Under menuen Observatories findes temaer om for eksempel Stockholmsprogrammet, EU-FBI, telefonaflytning, adgang til EU-dokumenter og meget mere.