NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Afgørelser ved EU-Domstolen fører ofte til, at medlemslande må ændre deres lovgivning. En sag, der fik meget omtale i 2009, var den såkaldte »Metock-dom«, der har betydning for den danske lovgivning på indvandrerområdet. Og den såkaldte »Vaxholm-dom« fra 2007, som har betydning for reglerne på det danske arbejdsmarked. På denne måde er EU-domstolen også en slags lovgivende magt i EU-landene.
Møderne tilrettelægges og ledes af EU's roterende formandskab, der går på skift mellem medlemslandene hvert halve år. Siden Lissabon-traktaten trådte i kraft i december 2009, er møderne om udenrigs- og sikkerhedspolitik blevet ledet af »Den høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik« (EU's »udenrigsminister«), Catherine Ashton.
Næsten alle medlemmer fordeler sig i politiske grupper. Der er i alt 7 grupper i Parlamentet, og der er danske parlamentarikere i seks af dem: Venstre er i den liberale gruppe (ALDE), de konservative i den konservative gruppe (EPP), Socialdemokraterne i den socialdemokratiske gruppe (S&D/PES), SF i den grønne gruppe (Verts/ALE), DF i EFD, og Folkebevægelsen mod EU i venstrefløjsgruppen (GUE-NGL). Flertallet tippede med valget i 2009 mod højre, således at to konservative grupper og de liberale nu kan danne flertal.
Da Lissabon-traktaten trådte i kraft, fik Parlamentet mere magt, herunder medbestemmelse på mere EU-lovgivning. Parlamentet skal også godkende og vedtage EU's budget sammen med Rådet, og godkende, at Kommissionen har forvaltet det ordentligt ved regnskabsårets udgang.
Man kan på en måde sammenligne Parlamentet med Folketinget i Danmark, idet vi selv vælger dets medlemmer, og kan genvælge dem, hvis vi er tilfredse med deres arbejde. En stor forskel er dog at Parlamentet ikke selv kan fremsætte forslag til lovgivning.
Møderne er kendt i offentligheden som topmøder, og lederen af topmøderne har indtil for nylig været stats- eller regeringschefen fra det roterende formandskab. Mødelederen på topmøderne har således skiftet hvert halve år.
Efter Lissabon-traktaten trådte i kraft fik Det Europæiske Råd en fast formand, Herman Van Rompuy, der normalt bliver omtalt som EU's præsident. Han har overtaget ledelsen af topmøderne, og har også reformeret topmøderne kraftigt, således at der er færre deltagere. I modsætning til tidligere deltager hverken udenrigsministre eller nationale embedsmænd nu i topmøderne. Kun de 27 stats- og regeringschefer, Kommissionens formand, en lille håndfuld EU-embedsmænd og Herman Van Rompuy skal nu deltage fast i EU's topmøder. Desuden planlægges det at afholde disse intime topmøder oftere end tidligere.
Derudover repræsenterer Kommissionen EU, når der indgås internationale handelsaftaler. Det er også Kommissionen, der overvåger, at alle medlemslandene overholder EU-lovgivningen. Kommissionen har det overordnede ansvar for EU's budget, og dermed også fordelingen af EU's midler til landmænd, fattige regioner, forskere m.m.
Kommissionen har hovedsæde i Bruxelles, og består af én kommissær fra hvert af de 27 medlemslande, der bliver udpeget af landenes regeringer, og sidder i fem år. Kommissærerne har ansvar for hvert sit politikområde, den danske kommissær Connie Hedegaard har ansvaret for klimaområdet. Kommissionen er uafhængig af medlemslandene. Danmark har derfor i princippet ingen særlig indflydelse på, hvad Klimakommissæren gør.
Når Kommissionen træffer beslutninger, sker det med simpelt flertal (dvs. over halvdelen – 14 – skal stemme for en beslutning), selv om de bestræber sig på at være enige om alle beslutninger. Den vigtigste post i Kommissionen er formandsposten, der indtages af portugiseren José Manuel Barroso. Han er blevet valgt af et EU-topmøde (Det Europæiske Råd). Barroso stod dermed for fordelingen af poster til de nye Kommissærer, der skal sidde i Bruxelles fra 2010-2014.
…n udnævnelse var dog noget særligt, og det var Catherine Ashtons udnævnelse som EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Hun blev valgt af Det Europæiske Råd, fordi Lissabon-traktaten dikterer, at EU nu skal have en udenrigsminister-lignende figur.
Kommissionen råder over en fast stab af embedsmænd – generaldirektorater – der bl.a. står for udarbejdelse af lovforslag. Kommissionens stab er dog lille i forhold til deres omfattende arbejdsopgaver, og bl.a. derfor er Kommissionen meget åben overfor forskellige former for »hjælp« udefra, f.eks. fra rådgivende organer (ekspertgrupper), og interesseorganisationer og lobbyister.