Fiskeriets krise skyldes tidligere tiders EU-støttede fråds

De er på størrelse med gedekid, mågerne, der hænger som en sværm over fiskerbåden Tiki, da den kommer ind i Gilleleje Havn en tidlig torsdag morgen. Efter en nat på havet er dækket på den 17 meter lange båd fyldt op af plastikkurve, der bugner med lyserøde jomfruhummere.

De bliver hurtigt læsset af for at blive lagt i kasser med is i den gamle auktionshal på kajen. 'Tiki's ejer og skipper hedder Poul Erik - 'Pols' blandt venner. Han smiler. Det har været en givtig tur: 240 kilo jomfruhummer og 12 kilo fladfisk. En god fangst i et godt jomfruhummer-år. Sådan ser det ikke altid ud.  

»Det har været noget lort i et par år, men det er for opadgående. Vi er i år ved at være derhenne, hvor det er rentabelt, så det er begyndt at blive sjovt igen,« fortæller Poul Erik i sit lille styrehus, der lugter af olie og fisk.

Det er en kendt sag, at torsken er truet. Men hvad med fiskerne? Mange mener, at de er uansvarlige og selv ude om deres dårlige ry. Selv føler de sig unødvendigt forfulgt og påstår, at der er rigelige mængder fisk i havet. Nok til at fortsætte med at fiske i bæredygtighed. Ét er sikkert: På samme måde som fiskebestandene svinder, bliver der også færre erhvervsfiskere år for år. Nu betaler fisk og mennesker prisen for tidligere tiders fråds. Et EU-støttet fråds i havenes tilsyneladende uudtømmelige ressourcer. I dag er holdningen i Bruxelles ændret til dyb bekymring, men tilskudspolitikken består.  

Fra fråds til bevaring

»Hvis man ser i et historisk perspektiv på EU's fiskeripolitik, så har man jo bidraget til at øge kapaciteten et langt større stykke, end der var behov for,« siger professor i fiskeriforvaltning Jesper Raakjær. Han beskriver i sin doktordisputats "A Fisheries Management System in Crisis", hvordan EU's fælles fiskeripolitik i dag kæmper for at komme ud af skyggen af tidligere tiders umådeholdne oppumpning af en fiskerflåde til en størrelse, der ingen sammenhæng havde med biologisk bæredygtighed.

Økonomiske tilskud var med til at forøge den samlede fiskekapacitet med mere end 60 procent fra 1970 til 1983. Først fra midten af halvfemserne blev man oprigtigt bekymret for de dalende fiskebestande. De globale alarmklokker ringede allerhøjest, da bestanden af New Foundland-torsken, der i århundreder var blevet fisket intensivt af baskere, englændere, amerikanere og portugisere, kollapsede. Da forsøgte EU at ændre kurs, så tilskuddene til industrien modsvaredes af bevarende restriktioner i fiskekvoter og tilladte dage på havet. Det har ført til, at antallet af erhvervsfiskere og fiskefartøjer - i Europa og herhjemme - nu svinder år for år. Den danske fiskerikapacitet er således svundet med over 30 procent siden år 2000.

Drop støtten, og lad folk fiske

Tilbage på Gilleleje Havn opfatter fiskeren Poul Erik ikke tiderne som meget forskellige fra dengang, han startede med at fiske for 41 år siden. Antallet af både er her nogenlunde stabilt. Han deler heller ikke vore dages almene bekymring for fiskebestandene, men stoler på, at fiskerne kunne administrere fiskeri og bæredygtighed bedre end EU og de biologer, der rådgiver dem. Selvom Kattegat for tiden er tømt for torsk, stoler han på, at de nok skal komme tilbage.

»Selvfølgelig kommer de tilbage. Det har noget med strøm og vind at gøre. Det er jo en vandrefisk, torsken,« forklarer Poul Erik. Han føler heller ikke, at der er retfærdighed eller sammenhæng i den måde, man fastsætter kvoter og tilladte havdage for fiskerne. Med kvoterne lover man fiskerne pæne fangster, men med fastsættelsen af havdage umuliggør man indfrielsen af kvoterne.

Poul Erik giver i det hele taget den europæiske centralisering en nedadvendende tommel med på vejen:  »EU's fiskeripolitik er det værste lort, de nogensinde har lavet. Al den støtte skulle de aldrig have startet på, og så skulle folk have haft lov at fiske.«

Nyt net i fremtiden

I Hirtshals arbejder en afdeling af DTU Aqua (havbiologisk forskningscenter, der blandt andet rådgiver Miljøministeriet, Fiskeridirektoratet og EU-kommissionen) på udviklingen af såkaldt selektive net. Én type er med paneler af store masker, der lader små fisk gå fri, så de ikke bliver fanget, inden de bliver store nok til at reproducere sig. En anden type er udstyret med riste, der for eksempel lukker jomfruhummere ind, men holder den truede torsk ude.

Flere af de selektive net er dog endnu ikke for alvor slået igennem hos de danske fiskere. »Der er mange af de selektive net, der er implementeret i lovgivningen, og fiskerne er meget velkomne til at bruge dem, men de har været tilbageholdende, fordi de så ikke får de fisk med, der også er en del af deres økonomi, « siger Rikke Frandsen, Ph.d.-studerende på DTU Aqua.

Gilleleje-fisker Poul Erik bruger allerede net med store masker for at sortere små torsk fra fangsten, men kan bekræfte, at han ikke ville bruge net med riste, fordi de også - uheldigvis - lukker nogle af de jomfruhummere ud, som man søger at fange.

Så hvordan ser en bæredygtig fremtid ud for fisk og fiskere? Er det nye fangstmetoder, der er vejen frem? »Der er potentiale i at bruge selektive net, men det kan ikke løse problemerne alene,« svarer Rikke Frandsen. Professor Jesper Raakjær foreslår det radikale træk fuldstændig at fjerne EU's strukturstøtte.

Samtidig går han ind for en større regionalisering og mener, at fiskerne er modne til at tage større ansvar for deres eget fremtidige levebrød: »Jeg synes, de langt hen ad vejen laver bæredygtige tiltag.« Jesper Raakjær nævner som eksempel den flerårige brugsret på kvoter, som fiskerne har nu, hvorimod de tidligere fik tildelt rationer for en periode, der kunne dække fjorten dage. » Det har givet incitament til at sikre, at det, der foregår, er bæredygtigt. Dermed ikke sagt at alt, hvad de gør, er ideelt, men jeg synes, man har set en stigende ansvarlighed,« siger Jesper Raakjær.

Læs mere om EU's fiskeripolitik i NOTAT: TEMA: Tømmer vi havet for fisk?

Peter Nicolai Gudme Christensen er journaliststuderende ved Roskilde Universitet. Han har doneret artiklen til NOTAT's projekt "Fremtidens EU-journalistik", hvor unge journalister inviteres til at arbejde med EU-stoffet og får faglig sparring og en mulighed for at få optaget deres arbejde som artikler på NOTATs hjemmeside eller i magasinet.