ARTIKLER


Forbrydelse i Tyskland – tilladt i Danmark

I mange europæiske lande er det forbudt at påstå at jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig ikke fandt sted. I Danmark og andre lande er det en del af ytringsfriheden.
Af Åge Skovrind
11. marts 2010

Det er ikke kun den iranske præsident som kalder udryddelsen af jøderne under Anden Verdenskrig en myte. Overalt i verden findes folk som propaganderer for at den såkaldte holocaust enten ikke fandt sted, eller at den havde et langt mindre omfang end almindeligvis accepteret. Men skal det være strafbart at benægte en af verdenshistoriens største forbrydelser? Eller skal man have lov at sige hvad man vil – uanset hvor tosset det er?

De europæiske landes lovgivning giver forskellige svar. I bl.a. Danmark får man ingen problemer – i hvert fald ikke med domstolene – hvis man siger at jødeudryddelserne aldrig har fundet sted, mens man kan få flere års fængsel i Tyskland for at sprede det samme budskab. I nogle lande er det en forbrydelse at benægte alle tilfælde af folkemord, mens det i andre lande kun handler om nazisternes folkemord.

Det danske Institut for Internationale Studier (DIIS) har i januar 2010 søsat en ny hjemmeside om holocaust. Det sker blandt andet for at hjælpe elever og studerende som søger informationer på internettet, hvor holocaust-benægtere optræder i stort tal. Siden indeholder også oplysninger om lovgivning mod holocaust i forskellige lande. (Se: www.holocaust.dk)

For og imod»

Risikoen for at forbud mod folkedrabsbenægtelse ender med en lang række af regler der begrænser den frie ytring, ligger lige for. Således kommer den regel der skal bevise én form for normer i Europa, til at gå ud over en anden norm, nemlig den frie ytring. Og det kan give bagslag.

»Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker, DIIS»

Selvom der nu er gået årtier siden holocaust og Anden Verdenskrigs afslutning, skylder vi stadig at udvise respekt over for ofrene og deres erindringer. Vi må beskytte deres minder og deres værdighed fra løgne.«

Brigitte Zypries (S), tysk justitsminister 2002-09

Straf for at benægte eller forsvare jødeforfølgelserne

Belgien: Minimum bødestraf, maksimum 1 års fængsel

Frankrig: Minimum bødestraf, maksimum 1 års fængsel

Israel: Minimum 1 års fængsel, maksimum 5 års fængsel

Italien (forsvar for folkedrab): maksimum 12 års fængsel

Luxembourg: Minimum bødestraf, maksimum et halvt års fængsel

Polen: Minimum bødestraf, maksimum 3 års fængsel

Portugal: Minimum 6 måneders fængsel, maksimum 5 års fængsel

Rumænien:Minimum 6 måneders fængsel, maksimum 3 års fængsel

Spanien (forsvar for folkedrab): maksimum 2 års fængsel

Schweiz: Minimum bødestraf, maksimum 3 års fængsel

Tjekkiet: Minimum 6 måneders fængsel, maksimum 3 års fængsel

Tyskland: Minimum bødestraf, maksimum 5 års fængsel

Østrig: Minimum 6 måneders fængsel, maksimum 20 års fængsel