NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En tirsdag morgen kl. 6 snørede jeg løbeskoene, som så mange danskere gør det i disse år. Men denne morgen var alligevel helt speciel. For den løbetur, jeg begav mig ud på, var i en smuk og fredfyldt park midt i Tokyo.
Løbeskoene var pakket i kufferten i forbindelse med en rejse, som jeg deltog i som medlem af Europa-Parlamentets Japan-delegation. Jeg og tre andre medlemmer af Europa-Parlamentet skulle i løbet af en lille uges tid forberede et større initiativ for at intensivere samhandlen mellem Europa og Japan. De sælger mange varer til os, men vi har ikke helt så let ved at komme ind på det japanske marked, der med dets 127 millioner indbyggere er særdeles interessant.
Jeg pendler til hverdag mellem min familie på Frederiksberg og et krævende hverv som medlem af Europa-Parlamentet i Bruxelles. Så det er ikke særlig tit, jeg takker ja til også at rejse ud i verden i arbejds medfør. Men dette besøg var heldigvis det hele værd. Med fem til otte møder dagligt på programmet, var det bestemt hverken ferie eller spildtid, og jeg kom hjem med utrolig mange indtryk, inspiration og ny viden.
Bortset fra værdifulde input til, hvordan vi øger samhandel og gensidigt opprioriterer hinanden på den storpolitiske scene, hæftede jeg mig særligt ved Japans skarpe fokus på energieffektivitet og miljø. Det skyldes Japans begrænsede naturlige råstoffer, men også at naturen kulturelt og religiøst altid er blevet betragtet som hellig i Japan. Noget, man skal værne om og beskytte.
Europa kan helt sikkert lære meget af Japan. I Tokyo ser du ikke én eneste privatbil parkeret i gaden, ingen smider papir, tyggegummi eller cigaretskodder på gaden, og vold og tyveri er nærmest ikke-eksisterende. Derfor følte jeg mig også ualmindelig tryg ved at løbe i den morgenstille storby.
Men da jeg igen åbnede morgenavisen efter en løbetur tilbage i gode, gamle Frederiksberg Have, tænkte jeg, at Japan så sandelig også kan lære noget af os i Europa. Særligt at stoppe deres stramme kontrol med pressen, men også at høflighed ikke må stå i vejen for, at folk siger deres ærlige mening.
Jeg glæder mig derfor til at fortsætte samarbejdet med mine japanske kolleger, og hvem ved, måske har jeg ikke løbet min sidste morgentur gennem Tokyo.