ARTIKLER


Kampen om mineraler og metaller

EU har hårdt brug for råvarer. Hvordan skaffer man dem?
Af Kenneth Haar
28. november 2010

EU er på jagt efter råvarer til industrien, især uden for EU's grænser.

Jagten på olie, træ, mineraler og metaller er ved at blive sat i system for ikke at løbe tør en skønne dag. En vifte af redskaber er pudset af og gjort klar til brug i en global kappestrid, der foregår på hele kloden med de fleste industrilande som kombattanter.

I dette nummer af NOTAT sætter vi lys på kampen om mineraler og metaller. De er i centrum for »Råvareinitiativet«, der blev vedtaget af EU i 2008. Et udredningsarbejde har bl.a. ført til identifikationen af 14 mineraler og metaller, som er afgørende for dele af produktionen, og som kan være særligt svære at få fat i.

Råvareinitiativet er en strategi for at sikre EU den nødvendige mængde, og den er mest af alt en udenrigspolitisk strategi. Problemet er nemlig ikke så meget svindende ressourcer og global knaphed, men at mineralerne og metallerne tit ikke er i »trygge hænder«. Det skal forstås som lande, der ikke nødvendigvis sælger råvarerne til udlandet betingelsesløst og til markedspris. Lande på listen er f.eks. Sydafrika, Zimbabwe, Rwanda, DR Congo, Bolivia, Indien og Mexico.

Og der gås allerede til makronerne. EU satser hårdt på handelsaftaler, der sikrer uhindret adgang til råvarer, diplomatiet sættes i sving både i det direkte forhold til andre lande og i internationale forhandlinger, og udviklingsbistand til især Afrika målrettes i højere grad projekter, der kan føre til øget adgang til reserverne.

Der er tit tabere, når giganterne slås. Gennem historien har det endda tit været de lande, der har ressourcerne. Også nutidens ressourcekamp giver politiske dilemmaer og problemer. Derfor er der grund til at holde et vågent øje med jagten på råvarer.

Sådan vil EU skaffe råvarer

I 2008 vedtog EU en strategi for at sikre forsyningen af råvarer til EU's industri. Under en lang dialog med erhvervslivet er 41 råvarer udpeget til nærmere undersøgelser, heraf er 14 foreløbig identificeret som »kritiske«. Det betyder, at behovet er stort, og forsyningssikkerheden lille. Derfor rykker EU ud med en palet af initiativer for at sikre, at industriens behov kan dækkes i fremtiden.

* Handelspolitik

EU vil sikre sig handelsaftaler, som giver uhindret adgang til råvarer, eller mindst den samme adgang som andre. Derudover vil EU bruge eksisterende handelsaftaler til det yderste, især de globale WTO-aftaler, som EU allerede har brugt flere gange i klagesager om adgang til at importere råvarer.

* Diplomati

EU vil bruge diplomatiske midler til at gå i brechen for europæiske virksomheders interesser i konkrete lande.

* Udviklingsbistand

Især i Afrika vil adgangen til råvarer blive fremmet af bistandsprogrammer til udvikling af f.eks. mineindustrien, udbygning af infrastruktur, samt »forbedring af forvaltningen af naturressourcer«.

* Større udnyttelse af egne ressourcer

Gennem udveksling af idéer om udvinding af råvarer, og gennemførelse af fælles forskningsprogrammer, vil EU stimulere til at øge forsyningen af de råvarer, der findes i medlemslandene.

* Genbrug

Støtte til udvikling af ressourcevenlige produkter, finansiering af forskning, og vedtagelse af varestandarder, som skal fremme genbrug af råvarer.