NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
At politikere kan have en tendens til at ombestemme sig hurtigere end et barn i Tivoli kan nå at bede om is og slik, er vist næppe nogen hemmelighed. Men som bl.a. notat.dk også har kunnet berette i den forgangne måned, er der alligevel nogle gange, hvor det vækker opmærksomhed i medierne.
Sagen var den, at en såkaldt Skriftlig erklæring i Europa-Parlamentet (som bruges til at opfordre Kommissionen til at se på en bestemt sag, red.) pludselig fik ganske mange underskrifter, da dens titel lød pæn og fornuftig. Indholdet var dog primært noget helt andet, og da journalisterne begyndte at ringe, reagerede mange politikere prompte: De sagde ”det var en fejl” og ”det vidste jeg ikke” – og skyndte sig så at få deres underskrifter trukket tilbage.
Se nu siger jeg ikke, at det er en udbredt praksis i Europa-Parlamentet at ændre mening på denne måde. Jeg tillader mig blot at bemærke, at en hvilken som helst blot halv-god assistent uden at tøve vil kunne redegøre for den præcise procedure for at ændre en stemme tilbage, eller trække en underskrift – selv hvis de blev vækket midt om natten og afkrævet svaret af en syvhovedet marsmand…
Er det så et problem? Ja det er det. For der er noget helt og aldeles galt, når politikere så ofte stemmer decideret forkert, fortryder hvad de har stemt, eller trækker deres underskrift tilbage, at der ligefrem er faste og velkendte procedurer for, hvordan det håndteres.
Politikere bør naturligvis stå ved hvad de har stemt, og tør de ikke det – ja så bør de finde sig en anden branche. Men samtidig må man også være fair (jo jo, selv i politik kan den slags til tider have sin plads). For en stor del af problemet skyldes ikke politikerne, men derimod den måde systemet er skruet sammen på:
Afstemningerne foretages i en mængde og hastighed, så selv et maskingevær kunne blive misundeligt. Derfor sker der fejlafstemninger, ligesom mange politikere selv umiddelbart efter en afstemningsrække ikke har fuldt overblik over, hvad vedkommende egentlig stemte for og imod. At det forholder sig sådan er naturligvis ikke betryggende – især ikke når man behandler så mange vigtige sager, som man rent faktisk gør i Europa-Parlamentet.
Men bør man i det mindste ikke tjekke, hvad det er man skriver under på, før man skriver under?
(Sagen, der henvises til handler om registrering af søgninger på internettet. Et forslag, to danske politikere støttede i første omgang. Se artiklen »EU-Parlamentet klar til at registrere alle søgeord« på notat.dk )