ARTIKLER


Merkel siger nej til EU-skat

Ifølge EUobserver.com for 3.11.2010 har den tyske kansler Angela Merkel sagt nej til, at EU skal kunne opkræve skatter. »Jeg er imod indførelsen af en EU-skat«, sagde hun den 2. november under et besøg i Belgien.
Af Sven Skovmand
5. november 2010

Forslagene om EU-skatter blev fremsat af Kommissionen i oktober. Man nævnte herunder muligheden af at beskatte den finansielle sektor eller at lægge skat på energien.

EU får i dag 70 procent af sine indtægter fra en skat, der beregnes på grundlag af medlemslandenes bruttonationalprodukt. Tidligere spillede indtægterne fra told en væsentlig rolle, men dette er ikke længere tilfældet.