Ministre vil bremse fælles asyl- og indvandringspolitik

EU's Justits- og indenrigsministre afviser flere af Kommissionens forslag til en fælles flygtninge- og indvandringspolitik. De er langt fra lige så glade som Kommissionen for at bruge de nye muligheder i Lissabon-traktaten for at vedtage en fælles retspolitik.
Af Staffan Dahllöf
7. oktober 2010

Forsøgene på at skabe en fælles flygtninge- og indvandringspolitik skaber splittelse på højeste niveau i EU. EU's justits- og indenrigsministre retter for tiden en udsædvanlig skarp kritik mod Kommissionen, den daglige embedsmandsledelse. De ansvarlige kommissærer Cecilia Malmström (Sverige) og Viviane Reding (Luxembourg) har ikke lavet deres hjemmearbejde godt nok.

Det fik de to at vide på et Ministerrådsmøde i Luxembourg i juni, hvor ministrene langede ud mod en handlingsplan, Kommissionen havde lavet.

Handlingsplanen var ikke i overensstemmelse med det retspolitiske program, kaldet Stockholm-programmet, som medlemslandenes regeringer blev enige om i 2009. Ministerrådet opfordrede på den ene side Kommissionen til kun at beskæftige sig med tiltag, som er »i fuld overensstemmelse« med det femårige program. Og på den anden side beklagede de sig over, at Kommissionen havde undladt at tage fat i andre dele af Stockholm-programmet.

»Usædvanlig reaktion«

»Det er helt klart en usædvanlig reaktion,« siger en af de involverede forhandlere. Den vurdering deles af en ekspert.

»Det er en skarp kritik, som man sjældent ser på denne måde,« siger Anais Faure Atger, forsker ved CEPS (Centre for European Policy Studies) i Bruxelles med speciale i det retspolitiske samarbejde.

Ifølge Anais Faure Atger er der aspekter af flygtninge- og invandringspolitikken i Kommissionens handlingsplan, som irriterer Ministerrådet i særlig grad:

• Forslag om sammenlægning (»kodificering«) af EU's eksisterende indvandringslove i 2013

• Gensidig anerkendelse af afgørelser om asyl i 2014

• Større fokus på indvandring fra Afrika (»den sydlige dimension«) end fra EU’s nabolande i øst

• Fraværet af forslag om at bekæmpe misbrug af den frie bevægelighed (d.v.s. EU-borgeres ret til at flytte og bevæge sig frit inden for EU).

Rønns løftede pegefinger

Påstandene om misbrug af den frie bevægelighed er formelt blevet rejst af Storbritannien, men kritikken har også Danmark som afsender.

Op til rådsmødet i juni sagde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) Folketingets Europaudvalg, at hun var stærkt misfornøjet med Kommissionens udspil.

Ministeren efterlyste tiltag mod misbrug. Hun mente at udspillet var for uambitiøst på integrationsområdet, og hun afviste tanken om gensidig anerkendelse af asylafgørelser.

»Ministerrådet vil sende en løftet pegefinger til Kommissionen,« forudså Birthe Rønn Hornbech. Sådan kom det også til at gå, men ikke kun på hendes eget område.

Der var også andre dele af den retspolitiske handlingsplan, ministrene ikke brød sig om.

EU-anklager fortørner

Justitsminister Lars Barfoed (K) havde ikke nogen kritik af handlingsplanen på sine områder. Men det kan ikke tages som udtryk for den generelle holdning i EU til planerne for den fælles retspolitik. Ministrene var ikke glade for et forslag om en særlig anti-korruptionsmekanisme til bekæmpelse af korruption i medlemslandene. De var kritiske overfor et udspil om fælles aftaleret. De var misfornøjet med forslag om regler for frakendelse af erhvervstitler. Og de blev fortørnet over Kommissionens besked om, at den vil foreslå en fælles EU-anklager om tre år.

Forslaget om et overstatsligt EU-anklagekontor, som selv skal kunne indlede straffesager mod enkeltpersoner, var et af de mest følsomme områder, da EU-landenes regeringer forhandlede om forslaget til en EU-forfatning, der senere blev til Lissabon-traktaten. En beslutning om, at nedsætte en overstatslig EU-anklager vil som et af få politikområder kræve enstemmighed i ministerrådet. Og medlemslandene er langt fra parate til at tage dét skridt.

Alt i alt afspejler ministrenes kritik en tøven overfor at afgive magt og beføjelser til EU på klassiske nationale politikområder som indvandring og strafferet. Det er ellers en af pointerne med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i december 2009.

Planen en provokation

Ministrenes tøven bliver ikke mindre af, at Lissabon-traktaten giver EU-Parlamentet den samme indflydelse på retsområdet, som de selve har i Ministerrådet.

»Med to nye ambitiøse kommissærer (Malmstr... m og Reding) og med de nye kompetencer som Lissabon-traktaten indebærer for retslig og indenrigspolitisk samarbejde, er det ikke underligt, at Ministerrådet har opfattet Kommissionens handlingsplan som en provokation,« siger CEPS-forsker Anaïs Faure Atger.

Hvorvidt kritikken er udtryk for, at medlemslandenes regeringer har fået kolde fødder, nu da de indser, hvad Lissabon-traktaten kan føre til, eller om der mere er tale om en emsig Kommission, der går for stærkt frem, er der delte meninger om.

I Kommissionen afviser man fuldstændigt, at der skulle være noget at komme efter.

»Vi har nøje levet op til vores mandat. Og vi har grundigt undersøgt hver eneste beslutning i Stockholm-programmet, og foreslået en eller flere foranstaltninger for hvert enkelt af dem,« skriver Kommissionen i en udtalelse til NOTAT.

Kommissionen slår igen: »Vi ved bedst«

Kritik fra EU’s justits- og indenrigsminister om ikke at respektere beslutninger og prioriteringer på det retslige område, især inden for asyl og indvandring, preller af på Kommissionen – EU’s øverste embedsmænd med eneret til at formulere alle lovforslag i EU.

»Vi har fuldt ud à la lettre (ordret og fuldstændigt) levet op til vores mandat«, meddeler Tove Ernst og Mina Andreeva, pressemedarbejdere for henholdsvis Kommissær Cecilia Malmstr... m (Sverige) og Kommissær Viviane Reding (Luxembourg).

I en udtalelse til NOTAT forklarer de to:

»Handlingsplanen sigter mod at nå alle de politiske mål, som Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne, red.) har sat sig i Stockholm-programmet, at reagere på Europa-Parlamentets prioriteter på disse områder, og til at møde udfordringerne foran os.«

»Debatten kan nå at modne«

Ved at henvise til Europa-Parlamentet, og til ”udfordringerne foran os”, gør Kommissionen det klart, at Kommissionen ser på helheden og fremtidens behov, og at ministrene så må mene, hvad de vil om dét. Det budskab understreges af en besked om, at Kommissionen ikke agter at trække noget som helst i handlingsplanen tilbage:

»Kommissionen betragter disse handlinger som forbundne, nødvendige, og i overensstemmelse med det ambitionsniveau, som Unionen er nødt til at udvise. (...) Tidsperspektivet i handlingsplanen er sat under hensyn til de nødvendige forberedelser, og med henblik på, at debatten om hvert enkelt sagsområde skal nå at modne,« lyder beskeden fra Bruxelles.

(Kommissionens svar på NOTATs henvendelse kan læses i sin helhed på www.notat.dk)