Parlamentet spiller med musklerne

I februar brugte EU-Parlamentet sin nye magt til at afvise Kommissionens og Rådets forslag om at udlevere data om bankforhold til USA. Det var måske et tegn på, at Parlamentet vil styrke retssikkerheden.
Af Åge Skovrind
30. april 2010

Torsdag den 11. februar stemte EU-Parlamentet nej til en midlertidig aftale med USA om udlevering af bankoplysninger. Den såkaldte SWIFT-aftale var en del af et program for terrorbekæmpelse, som skal give USA mulighed for at følge med i, hvordan EU-borgere anvender deres penge.

Den blev indgået af EU (regeringslederne) den 30. november 2009 – lige netop dagen før EU-Parlamentet fik medbestemmelse på den slags sager i henhold til Lissabon-traktaten som trådte i kraft 1. december.

Få måneder senere har Parlamentet med et flertal på 378 stemmer mod 196 nu stemt nej til aftalen. Flertallet kom i hus, fordi den socialdemokratiske og den liberale gruppe var enige. Også venstrefløjsgruppen og de Grønne stemte nej. Den kristelig-konservative gruppe, som er den største i Parlamentet, stemte for, efter et forgæves forsøg på at få afstemningen udskudt.

Retssikkerhed

Forinden havde USA's udenrigsminister Hillary Clinton appelleret til Parlamentets formand om at få aftalen vedtaget. Men med afstemningen fastslog Parlamentet sin voksende indflydelse også på sager som har at gøre med borgerrettigheder, kriminalitetsbekæmpelse og politisamarbejde (se boks).

En af dem som stemte nej til SWIFT-aftalen, er Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.

Han er godt tilfreds med udfaldet, men sagen har to sider, mener han:

»Den ene er at man ikke vil udlevere oplysninger til USA, når man ikke ved hvad der sker med dem. Vi ved hverken hvor lang tid data vil blive opbevaret, eller hvem de kan blive udleveret til. Det var sådan set nogle fine argumenter, som blev fremført i debatten. Men det smelter sammen med det andet, nemlig at Parlamentet havde et ønske om at spille med musklerne fordi Rådet og Kommissionen ikke har taget Parlamentets indvendinger alvorligt.«

Konfrontationer

Projektforsker Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier har i en årrække fulgt EU's lovgivning på asyl- og indvandringsområdet hvor Parlamentet i flere år har haft medbestemmelse på lovgivningen. Han er overbevist om, at Parlamentets nye beføjelser vil føre til flere konfrontationer med Kommissionen og Rådet.

»Parlamentet vil forsøge at vise muskler og sætte fingeraftryk, netop fordi man tidligere er blevet overhørt. Forslag kan godt risikere at blive forhalet og sendt frem og tilbage. På den anden side vil Rådet formentligt sætte tommelskruerne på og gøre Parlamentet ansvarlig, og i sidste ende vil Parlamentet også gerne vise sig som en legitim forhandlingspartner.«

Parlamentet og retssikkerheden

Søren Søndergaard advarer også mod at se forkastelsen af SWIFT-aftalen som et billede på det fremtidige samarbejdsmønster:

»Parlamentet vil nok trække i retning af større respekt for borgerrettigheder, især fordi der kan blive et flertal med den liberale gruppe. Men spørgsmålet er hvor meget og hvor længe. En væsentlig del af modstanden mod SWIFT-aftalen var drevet af Rådets og Kommissionens arrogance, men hvis de bliver mere imødekommende, så vil Parlamentet måske svare igen ved at reducere sine krav tilsvarende.«

Socialdemokraten Anna Hedh fra Sverige sidder i parlamentets udvalg for retlige anliggender som vil få stor indflydelse på fremtidig lovgivning om politi- og retspolitik. Hun er enig i, at Parlamentet kan blive en vagthund for de europæiske borgere:

»I forhold til Stockholmsprogrammet (EU's 5-års-plan for retspolitisk samarbejde, red.) har Parlamentets reaktioner været, at man ikke har tænkt tilstrækkeligt på retssikkerheden, for eksempel retten til at have en advokat og datalagring.«

På andre punkter er hun mere usikker:

»Som socialdemokrat kan jeg blive lidt urolig fordi parlamentet er styret af højrekræfter, når det gælder spørgsmål om flygtninge og asyl og selv trafficking og prostitution. Det vil påvirke hvordan et forslag kan ende,« siger hun.

Studehandler

Thomas Gammeltoft-Hansen er enig i, at Parlamentet vil stille højere krav til borgernes retssikkerhed – og han mener det også gælder asylansøgere. Han nævner det såkaldte returdirektiv, som fastlægger regler for hvornår og hvordan man kan sende asylansøgere retur. Det blev vedtaget i 2008 efter mange diskussioner og et utal af ændringsforslag.

»Parlamentet satte klare krav og stillede sig på bagbenene på dele af direktivet som ikke tog højde for de tilbagesendtes retssikkerhed. Hele processen blev forsinket, fordi Parlamentet sendte forslaget tilbage,« siger han.

Nu står EU foran en større ændring af reglerne på asylområdet, og her forudser Thomas Gammeltoft-Hansen at Parlamentet kommer til at spille en meget vigtig rolle.

»Retspolitikken er historisk blevet forhandlet igennem med studehandler på lukkede møder, og det var sjældent til fordel for udlændinge og flygtninge. Parlamentet vil være med til at trække udviklingen i en anden retning og markere sig med at sikre rettigheder og højere standarder,« siger han.

Hellere Parlamentet end Kommissionen

Anna Hedh er med i organisationen EU-Kritiske Socialdemokrater og var tidligere modstander af flere magtbeføjelser til EU-Parlamentet, men efter fem år i Bruxelles har hun ændret mening.

»Jeg er bange for, at magten flyttes længere væk fra borgerne, men jeg har set hvilken utrolig magt embedsmændene i EU-Kommissionen har. Så er det bedre at Parlamentet får større magt«.

Men de nationale parlamenter får mindre indflydelse når beslutninger kan træffes med flertal i Rådet?

»Det er jeg ikke tilhænger af. Og medlemslandenes parlamenter burde kunne gå længere, end der er flertal for i EU. Jeg er for eksempel bekymret for at EU kan sætte begrænsninger på den svenske asylpolitik. Men hvis jeg skal vælge mellem embedsmændene i Bruxelles og EU-Parlamentet, så vælger jeg Parlamentet,« siger Anna Hedh.

EU-Parlamentet får mere magt

Tidligere var politisamarbejdet og samarbejdet om strafferet i EU mellemstatsligt, det vil sige vedtaget med enstemmighed.

Det ændrede sig, da Lissabon-traktaten trådte i kraft i december 2009. Dermed blev det overstatsligt. Det betyder i praksis at EU-Parlamentet nu er medlovgiver sammen med Rådet (medlemslandenes regeringer), og at Rådet tager beslutninger med flertal i stedet for med enstemmighed.

Danmark er på grund af sit retlige EU-forbehold ikke med i det overstatslige retslige samarbejde.