Uden engagement spiller EU fallit

Han har mere eller mindre anklaget EU-lobbyister for at planlægge et drab. Han har fortalt at mindst fire EU-embedsmænd har sluttet deres dage ved at falde ud fra det samme vindue. Reaktionerne? Ikke nogen. Nu vil Mads Brügger lave film om sagen i udlandet.

Af Staffan Dahllöf
11. marts 2010

Mads Brügger, filmmand, journalist og i øjeblikket programleder på DR2’s nyhedsmagasin Deadline har ikke givet op, endnu. Men han undrer sig.

Med programserien Quatraro Mysteriet viste han og kollegaen Mikael Bertelsen hvordan EU-embedsmanden Antonio Quatraro endte sit liv på fliserne nedenfor kontorbygningen hvor han arbejdede med tobaksstøtte.

»Det er overvejende sandsynligt at han blev dræbt eller presset til selvmord. Sådan vil jeg sige det.«

I en efterfølgende kronik i Politiken skrev Mads Brügger at yderligere mindst tre EU-embedsmænd er endt på den samme dramatiske måde – ud gennem det samme vindue.

»Statistisk set er det helt usandsynligt med fire selvmord fra det samme kontor,« siger han.

For at sammenfatte 10 fjernsynsafsnit ultrakort: Der lå økonomiske interesser bag Quatraros pludselige død. Og så var der det med reaktionerne:

»Intet overhovedet! Det stærkeste eksempel var da vi viste hvordan Kommissionen havde lagt pres på den danske EU-parlamentariker Britta Thomsen om at hun ikke skulle tale med os. Hun blev bange. Jeg synes jo det var skandaløst og skræmmende. Jeg troede at her ville andre medier følge op.

Men så sker det at Godmorgen Danmark kommer med den der episode med påstande om at Britta Thomsen havde været en mand. Og så blev det en historie. Så kan det jo ikke komme længere ud.«

En ond spiral

Siger du at nogen bevidst fik plantet den historie for at fjerne fokus fra de afsnit I lige havde sendt?

»Det siger jeg ikke, men det er et udtryk for debatniveauet om EU når man hellere diskuterer om Britta Thomsen har været en mand end om Kommissionen trykker de valgte politikere på maven«.

Hvorfor er det sådan?

»Da vi tog derned til Bruxelles ville vi tale med nogle garvede journalister som kendte systemet og havde været med i mange år.

Det viste sig at dem vi fik navn på var ansatte af Kommissionen eller arbejdede i tænketanke. Systemet har det med at købe sine fjender. Det er en ond spiral. Når redaktionerne derhjemme ikke er interesserede i EU-stof, hvorfor skal korrespondenterne så gøre sig til en paria ved at være for kritiske?«

Men at journalister skifter til at være presserådgivere, til at arbejde i tænketanke eller til at blive spindoktorer, det er jo ikke et ukendt fænomen. Det er der jo masser af danske eksempler på?

»Ja, ja, men det er mere udtalt i Bruxelles, og det er mere udtalt at skepsis er forbudt. Hvis jeg som journalist skriver en kritisk artikel om noget på Christiansborg så er der ingen som siger at jeg er imod det danske folkestyre. Men hvis man som journalist skriver kritisk om EU så bliver man sat i bås som skeptiker og så bliver man lukket ude i kulden.«

Ved du at det er sådan, eller er det noget du er blevet fortalt?

»Jeg vil sige at det er jeg både blevet fortalt, og jeg har set det bedste eksempel ved at gå til Kommissionens pressemøder som er en komisk efterligning på kritisk journalistik.«

Belastning i bagagen

Så viste I serien. I arbejder på den største medievirksomhed i landet. I kender en masse folk i branchen. Var der så ikke nogen som sagde at det her må vi følge op på?

»Vi synes jo det var meget mærkeligt at man ikke fra TV-Avisens side ville lave en nyhedshistorie på det vi fortalte. Vi talte også med dem. Men i en eller anden forstand kunne vi mærke at de synes at det her var for kompliceret. Det var også et problem at der ikke fandtes denne her ulidelige danske vinkel. De gik sukkerkolde på det. Og så er det jo, du ved hvordan det er også blandt journalister. Når snakken falder på EU så får folk noget underligt fjernt i blikket. De orkede simpelt hen ikke at sætte sig ind i stoffet.«

En forklaring kan jo være at I var kendte fra den 11. time, og nu kommer de her sjove drenge og...

»Præcis, præcis. Det var en belastning at jeg og Mikael Bertelsen havde den bagage med i programmet. Folk tænkte at nu laver de satire, det er sjovt, det er fiktion, eller det kan ikke passe dette her. Nu laver vi en filmudgave hvor vi klipper serien ned til 90 minutter og tilfører noget nyt. Den går vi udenlands med. Det egent-lige liv for det her projekt findes uden for Danmark. Der ved de ikke hvem Mikael og jeg er.«

Grækenlands sukkerfader

Vil I så gøre det anderledes med lanceringen af filmen?

»Der styrer vi bevidst uden for Danmark, så vidt muligt. Et eller andet sted tror jeg at hvis filmen bliver en succes i Tyskland eller Frankrig, så kommer det til at smitte af på hvad folk vil mene om hele det projekt her i landet.«

Hvad er konsekvenserne af den danske mangel på interesse?

»Før eller siden skal der jo opstå en europæisk offentlighed, et europæisk engagement. Hvis det aldrig kommer så har det hele jo spillet fallit. Det er jo vigtigt at forstå med Quatraro at han jo var en embedsmand som arbejdede for os alle sammen. Og hvis man ikke ser det, hvis man ikke har den forståelse så er EU som sådan ilde stedt.«

Hvis så den brede offentlighed ikke rigtigt fanger historien, det er for kompliceret, eller det er for langt væk, så siger du at det vil underminere hele legitimiteten med EU-samarbejdet?

»Mmm, ja.«

Så kan man måske spørge, og hvad så?

»Jo altså, systemet fortsætter tydeligvis, dag efter dag, efter dag. Men det har jo også været relativt nemt så længe der har blæst gode økonomiske vinde gennem Europa. Men nu, med det vi kender som finanskrisen, og det som kommer de nærmeste år, bliver alt nu sat på en prøve. Man siger at i Grækenland for eksempel har Kommissionen jo været vældig populær, fordi de i høj grad har været Grækenlands sukkerfader.«

Har været altså. Sådan er det ikke længere.

I krisetider

»Nu begynder Kommissionen at tage skeen i den anden hånd. De stiller krav om lønnedgang, at folk skal miste deres arbejde og så videre. Det er jo i krisetider man får at se hvad folk i realiteten mener. Mere end nogen sinde har EU brug for at folk har et engagement. I de sidste ti år har det i realiteten været ligegyldigt, så længe systemet havde vind i sejlene,« siger Mads Brügger, og:

»Man kan også sige at det er et system der trives ved ikke at kunne forstås og begribes. Det er indrettet som et teknokrati som er så svært begribeligt at det nærmest er usynligt. Og det er jo en vældig snedig camouflage kan man sige. Men det kan simpelthen ikke fortsætte. Det kan det ikke.«