»Vi er bare fuldstændig ekstreme»

På spørgsmålet om, hvordan det står til med demokratiet på de højere uddannelser, med medarbejderindflydelsen, bliver Månedens Interview sparket i gang med manér.

»Altså, dét kan ikke blive et langt interview, for den er bare væk,« griner formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage.

»Det mener jeg virkelig,« understreger hun.

Hun blev valgt som Dansk Magisterforenings første kvindelige formand i 2001. Og demokratiets kranke skæbne på de danske uddannelsesinstitutioner kan ifølge Ingrid Stage spores omtrent lige så langt tilbage, mere præcist tilbage til den danske universitetslov fra 2003, som Dansk Magisterforening siden har kæmpet stædigt for at få lavet om. Den betød ifølge Ingrid Stage en forringelse af den akademiske frihed, en forringelse af universiteternes selvbestemmelse, og en fundamental forringelse af medarbejderdemokratiet.

»Med hensyn til fjernelse af medindflydelse, så er vi gået længere end nogen andre lande. Vi er bare fuldstændig ekstreme,« mener hun.

De demokratiske forringelser ligger blandt andet i, at hvor lærerne tidligere i udstrakt grad selv bestemte over egen undervisning, lagde egne semesterplaner, og selv kunne stemme deres egen ledelse ind, så er tingene i dag vendt fuldstændig på hovedet.

Alle kigger op

»Når det gælder det faglige indhold – uddannelser, eksamen, og så videre – så er dem, der sidder med den faglige viden totalt sat uden for spillet, fordi al legitimitet går opad, og ikke nedad i systemet. Studielederen og institutlederen kigger opad til dekanen, som kigger opad til rektor, som kigger opad til bestyrelsesformanden, som kigger opad til ministeren,« uddyber Ingrid Stage, og det er ikke ligegyldige formaliteter vi taler om:

»Det er så håbløst, at dem, der sidder inde med den faglige viden, kun hvis de får lov – hvis der er en god institutleder, hvis der er en god dekan, hvis der er en god rektor – kan få lov til at påvirke, hvordan uddannelserne skal være. Men det er ikke en ret, og det synes jeg simpelthen er så kunstigt. […] Man er simpelt hen nødt til at involvere den menige forsker i højere grad. For det første får man mere substantiel viden på den måde, og for det andet er det totalt ødelæggende for arbejdsmiljøet, at man ikke kan få lov til at lave det, man selv synes, der er kvalitet i.«

En international nyliberalistisk tendens

Den manglende medarbejderindflydelse er dog kun ét element i en større tendens mod markedsorientering af uddannelser, der er et fænomen, der gør sig gældende internationalt.

»Det hele bliver »korporatiseret»; og man får direktører og managers over det hele. Det er »New Public Management», som på universiteterne betyder, at man har sådan en hærskare af direktører og vicedirektører, og sådan noget, som man aldrig har haft før, og som universiteterne klarede sig udmærket uden,« erklærer Ingrid Stage.

Og hun ved, hvad hun taler om, for Dansk Magisterforening har en helt central rolle internationalt, blandt andet som en aktiv spiller i paraplyorganisationen Education International, der dækker over 3 mio. universitetslærere og 30 mio. medlemmer i alt. Her er Ingrid Stage med egne ord »tit med, når der skal siges noget«.

Det er ikke mindst de industrialiserede landes samarbejdsorganisation, OECD, som hun spiller op imod.

»Det er OECD, der sætter alle de der nyliberale tendenser i gang, men de bliver da godt støttet – vil jeg så sige - af mange af de ting, der foregår i EU,« forklarer Ingrid Stage og uddyber at dette blandt andet kan ses i de moderniseringsplaner for universiteterne, og »mange af de store papirer og dokumenter, der kommer fra EU«.

UNESCO og eksperterne som modvægt

I modsætning til OECD’s markedsorienterede visioner om fremtidens uddannelser tegner UNESCO historisk en linje, som kommer de ansatte mere i møde. Organisationen opstillede således i 1997 en række anbefalinger om ordentlige vilkår for ansatte på højere uddannelser, herunder kollegial ledelse, ordentlig løn, faste ansættelser.

Med henvisning til UNESCO’s anbefalinger klagede Dansk Magisterforening i 2007 over forholdene i Danmark, og efterfølgende har ikke blot én ekspertkomité på UNESCO’s vegne men også en komité, nedsat af regeringen selv, påpeget, at det halter i Danmark – især med den akademiske frihed og med medarbejderindflydelsen. Og overraskende nok var den komité, som regeringen selv nedsatte, den mest kritiske:

»De ville ikke direkte gå ind og sige, at universitetsloven skulle skrives om, men de skrev dog, at der var problemer med forskningsfriheden, og at man skulle gøre noget mere i forhold til medlemsinvolvering, og også at det var et problem, at regeringen blandede sig for voldsomt i alle detaljer om uddannelsespolitikken,« forklarer Ingrid Stage, men fortsætter lakonisk om den daværende forskningsministers reaktion:

»I begge tilfælde gik Helge Sander ud og overså fuldstændig den kritik, der faktisk lå begge steder fra, og sagde, at »nu var de totalt frikendt».«

Serviceinstitution for erhvervslivet

Selvom universitetsloven i disse dage er under revision, ser Ingrid Stage dog ikke særlig optimistisk på den umiddelbare fremtid:

»Jeg synes virkelig vi er på vej hen i sådan en serviceinstitution for erhvervslivet, som presser kandidater ud i hobetal, som helst ikke skal nå at tænke sig om, men som, når de kommer ud, er fuldstændig parate til at arbejde i en privat virksomhed indenfor det lille område, som de nu har besluttet,« siger Ingrid Stage, og fortsætter:

»Det kan ikke passe, at det udelukkende skal handle om at erhvervslivet skal have leveret noget viden, som de så kan kommercialisere videre i produkter; at det kun er det det skal handle om.«

»Universiteterne er på vej væk fra sin rolle som særlig institution i samfundet som en uafhængig – og også kritisk røst. Det synes jeg er et voldsomt stort tab,« slår Ingrid Stage fast.

Hvordan ser dit ideelle universitet ud?

»Det er en uafhængig institution, som er til gavn for hele samfundet; en kulturinstitution, som naturligvis uddanner kandidater med den nyeste viden, kandidater, som er i stand til at tænke selv, og som ikke bare er blevet sporet snævert ind på en bestemt del af arbejdsmarkedet, og som ikke bare er blevet presset igennem en pølsefabrik,« siger Ingrid Stage. Hun efterspørger mere mangfoldighed og uafhængighed. Forskningsfrihed, siger hun, er blot en teori, hvis man hele tiden skal søge midler, og hvis ansættelser hele tiden er tidsbegrænsede.

Men hverken søsterorganisationen DJØF eller paraplyorganisationen for både DM, DJØF og Gymnasielærerforeningen – Akademikernes Centralorganisation (AC) – er særlig kritiske overfor situationen i dag, »der er selvfølgelig nogle punkter, men jeg mener faktisk, vi står ret alene. Til gengæld, så er jeg ret sikker på, at vi er i overensstemmelse med ret mange af dem, der faktisk er på universiteterne,« slutter Ingrid Stage. U

Blå bog

Ingrid Stage blev uddannet i 1979 som cand.mag. i engelsk, og fagleder og lektor i engelsk ved Handelshøjskolecentret i Slagelse 1994-2000. Blev i 2001 valgt som den første kvindelige formand for Dansk Magisterforening, siden genvalgt fem gange.

Blev i 2009 valgt som næstformand i Akademikernes Centralorganisation (AC), er desuden formand for udvalget for forskning og uddannelse i AC, medlem af Kvinderådets styrelse og medlem af bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder