ARTIKLER


Advokatrådet går imod patentdomstol

Mens Dansk Industri er en varm tilhænger af, at EU får oprettet en patentdomstol, går Advokatrådet imod.
Af Sven Skovmand
9. december 2011

Det oplyser Politiken den 4.12.2011 i artiklen »Advokatrådet advarer mod EU-patentdomstol«.

Ifølge advokat Jakob Krag Nielsen vil domstolen skabe store problemer for små og mellemstore virksomheder, fordi den har instanser rundt omkring i Europa. De risikerer nemlig - berettiget eller uberettiget - at blive anklaget af store virksomheder for at krænke deres patenter. Og hvis de skal rejse til forskellige lande i Europa og deltage i en retssag, der føres på et fremmed sprog - ja, så bliver det nærmest umuligt for dem at vinde.

Jakob Krag Nielsen forventer, at de store virksomheder vil føre sagerne i det land, hvor de små virksomheder har sværest ved at forsvare sig. Det værste land er England, hvor det er op imod ti gange så dyrt at forsvare sig i en patentsag, som det er i Danmark.

Professor Jens Hemmingsen Schovsbo fra Københavns Universitet giver Advokatrådet ret i meget af kritikken. Han mener dog, at en central patentdomstol er en god idé. Man må bare sikre sig, at den opbygges på en sådan måde, at små og mellemstore virksomheder får rimelige muligheder.