NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Med Euro-pagten bevægede EU sig for alvor ind på den danske aftalemodels banehalvdel.
Nu skal medlemsstaterne overvåge og reformere ”lønfastsættelsesordningerne og om nødvendigt graden af centralisering i forhandlingsprocessen og af indekseringsmekanismerne”.
Det er ikke bare på det overordnede plan, at statscheferne nu skal stå skoleret for de øvrige medlemsstater. Statscheferne skal helt ned i detaljen og sikre, ”at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor”.
Pagten tog også fat på socialpolitikken og den underliggende skattepolitik i medlemsstaterne med inddragelse af pensioner, sundhedspleje og sociale ydelser. Pagten lægger op til reformer, der skal sikre ”holdbare pensioner og sociale ydelser” og peger på at øge pensionsalderen, samt begrænse førtidspensionsordninger.
En farlig glidebane
Det ligner en farlig glidebane i forhold til balancen mellem fællesskabets kompetence og nationalstatens selvbestemmelsesret. Og det er den forkerte vej, som medlemsstaterne nu vælger at betræde.
Der har ellers tegnet sig konturerne af en anden vej i de senere års udvikling i EU. En anden vej, hvor nationalstaternes selvstændige arbejdsmarkedsmodeller kombineres med grundlæggende lønmodtagerbeskyttelse leveret af eller gennem EU-samarbejdet.
Den danske aftalemodel er ikke længere et rent indenlandsk spørgsmål, og har næppe i de sidste mange årtier været et rent aftalespørgsmål.
Modellen er i virkelighedens verden en hybrid mellem overenskomstparternes kollektive aftaler, dansk lovgivning og EU-regulering tilsat internationale påvirkninger fra eksempelvis den internationale arbejdsorganisation (ILO) og Menneskerettighedsdomstolen.
Vi er underlagt EU-direktiver
I praksis vedtages der ikke længere selvstændig dansk arbejdsmarkedslovgivning. Den nye lovgivning, der kommer til, udspringer af EU-direktiver, som arbejdsmarkedets parter ikke selv har kunnet implementere i de kollektive aftaler og af EU-domstolens praksis samt – forhåbentligt i stigende grad – af kollektive aftaler mellem europæiske parter.
Og det er lige dér, at min vision for balancen i 2020 mellem den danske aftalemodel og EU-reguleringen tager sit udspring.
Skal EU finde sin konstruktive placering i reguleringen af de europæiske lønmodtageres forhold, så skal EU-reguleringen ikke blokere for, men tværtimod understøtte de løsninger, som de nationale arbejdsgiverparter og lønmodtagerparter forhandler sig frem til.
Det betyder i praksis, at medlemsstaterne skal finde en arbejdsdeling, der tillader EU at sikre grundlæggende beskyttelse af de europæiske lønmodtagere, men som overlader det til de nationale og europæiske arbejdsmarkedsparter at indgå kollektive aftaler om lønmodtagerrettigheder, som bygger ovenpå den grundlæggende beskyttelse.
EU burde tage ved lære af Danmark
Kigger man i helikopterperspektiv hen over det danske arbejdsmarked, så eksisterede noget, der kunne ligne en sådan arbejdsdeling mellem det danske Folketing og de danske arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, før Danmarks indmeldelse i EF.
Bliver man hængende i helikopteren, så har EF og siden EU på nogle strækninger ageret på nogenlunde samme måde. EU-reguleringen af arbejdsmarkedsforhold har således ikke mindst haft til hensigt at modvirke diskrimination af lønmodtagere og uhæmmet rovdrift på arbejdskraften. Ligelønsspørgsmålet, vikarområdet og det besværlige arbejdstidsemne er gode eksempler på den arbejdsdeling.
I min vision er det den vej, EU skal bevæge sig videre af, og dermed hurtigst muligt få gjort den aktuelle EU-indblanding i arbejdsmarkedsforhold og socialpolitik til en parentes i EU’s udviklingshistorie.
Til gengæld er der et snart akut behov for at danne europæiske parter, der er repræsentative for arbejdsgivere og lønmodtagere på tværs af EU, og som kan løfte opgaven med at indgå kollektive aftaler på det grundlæggende plan. Og her er jeg ikke helt overbevist om, at repræsentative arbejdsgiverparter er på plads om 10 år. Desværre.
Blå bog:
Dennis Kristensen har siden 2002 været Forbundsformand i Fag og Arbejde (FOA).
Han er desuden medlem af bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Formand for Offentligt Ansattes Organisationer (OAO).
Han har haft en række tillidsposter i faglige foreninger og i Sygehusets Hovedbestyrelse og er oprindeligt uddannet portør.
Indlægget er trykt i NOTATs sommernummer: 14 bud på EU's fremtid