ARTIKLER


EU tillader vildledning om babymad

Kommissionen har sagt ja til, at producenter af babymad må komme med en vildledende oplysning om deres produkt.
Af Sven Skovmand
19. maj 2011

Det oplyser Børsen i artiklen, »Nu kommer de vildledende sundhedsanprisninger«, den 16.5.2011.

Oplysningen har denne ordlyd »Indtagelse af DHA bidrager til den normale udvikling af synet hos spædbørn op til 12 måneder«, og denne oplysning er i bedste fald stærkt vildledende.

DHA er en Omega-3 fedtsyre, og ifølge Lotte Lauritzen, som er lektor i human ernæring ved det biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, kan den højst fremme udviklingen af børnenes syn med et par uger. Og der foreligger ingen beviser på, at tilsætningen vil gavne synet på længere sigt.

Oplysningen om stoffets gavnlige virkninger er en såkaldt sundhedsanprisning, og den skal principielt kun kunne tillades, hvis den er videnskabeligt dokumenteret. Det mener Kommissionen, at den er, fordi et ekspertpanel under EU's fødevaremyndighed EFSA, har sagt god for den. Erfaringen viser imidlertid, at disse paneler er under stærk påvirkning af firmaernes lobbyister. Det har skabt uro i Forbrugerrådet, der frygter, at man vil se flere eksempler på sådanne ukorrekte anprisninger.

Også det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet, Christel Schaldemose, er utilfreds. Hun oplyser, at der i Parlamentet var flertal for at afvise producenternes ønske, men da flertallet ikke omfattede halvdelen af Parlamentets medlemmer, nægtede Kommissionen at rette sig efter det.

Christel Schaldemose kritiserer, at man trods gentagne henvendelser ikke kan få ordlyden på de udtalelser, som ekspertpanelerne er kommet med, »Det er ren lobbyisme«, siger hun til avisen.