ARTIKLER


Rompuy på charmetur i Norge

»Norge virker nogle gange mere som EU-medlem end EU-medlemmerne selv,« sagde EU-præsident Herman van Rompuy under onsdagens besøg i Oslo. Samtidig har Norge en ny sag i WTO om EU-handelshindringer.
Af Luise Hemmer Pihl
1. april 2011

»Jeg er her som ven,« understregede EU-præsidenten og tilføjede, at han ikke var kommer for at få Norge til at blive EU-medlem. For, som han sagde:

»Jeres økonomi er den store vinder på EU-markedet, og vi kan stole på, at I implementerer de regler, vi er blevet enige om,« sagde han. Men han vil gerne udvide EØS-aftalen mellem Norge og EU, selv om han er godt tilfreds med den måde, den fungerer på nu.

Der blev også talt om mere kontante ting. Blandt andet understregede van Rompuy, at Norge spiller en afgørende rolle som gaseksportør til unionen. Og ifølge den norske avis Nationen takkede han Norge for indsatsen i bombningen af Libyens byer.

Hvad han tilsyneladende ikke kom ind på, var den sag mod EU, som Norge i sidste uge indbragte for WTO-domstolen. Det drejer sig, ifølge den norske netavis ABCnyheter.no om, at EU har indført forbud mod import af sælprodukter.

Norge og Canada hævder, at sæljagten er bæredygtig og miljømæssigt forsvarlig og ikke rammer udryddelsestruede dyr. Island har netop indgivet en støtteerklæring til Norges og Canadas sag, mens EU efter Norges opfattelse gør sit bedste for at forhale sagen

Når Norge og Island kan føre sag for WTO-domstolen, skyldes det, at de ikke er medlemmer af EU.

Læs mere:

Man kan læse mere om sagen her på WTOs hjemmeside

og på ABCnyheter

og Nationen