Ryperne, der ville flyve højt

Letlands økonomi skød til vejrs i starten af 00erne, men den faldt til jorden med et brag under finanskrisen. Det ved 41-årige Guntra Viksna alt om. Hendes liv fulgte Letlands økonomi op og ned igen. Rutsjeturen betaler hun en høj pris for i dag.
Af Emil Fibiger Petersen
17. august 2011

RIGA: De er ikke til at overse, de mange skeletter. I industrikvarteret uden for Riga, skyder flere af dem op. Store indhegnede byggegrunde. Nogle med halvfærdige bygninger. Andre kun med metalskeletter. Alle forladt.

Tættere på byen ser man dem også. Lufthavnsbussen kører forbi tre store lejlighedskomplekser. De to af dem står udefra set som færdige bygninger. Den tredje er kun muret op til 16. etage og mangler dermed stadig et par håndfulde etager for at komme op på højde med sine søskende. Der ligger plasticrør, paller, byggesten og projektører spredt ud over grunden. Men byggeriet er der ikke sket noget med i lang tid.

Sådan er det gået med mange ting i Letland siden 2008. Inden da rasede Letland af sted med skyhøje ambitioner om at nå den samme velfærd, som på den anden side af Østersøen hos de skandinaviske naboer.

Nu må letterne leve med, at de fortsat er det tredje fattigste land i EU, kun overgået af Bulgarien og Rumænien. Men hvorfor gik det nu lige så galt for det midterste af de baltiske lande?

Bultu Iela
I et tætmøbleret værelse i en boligblok sidder 41-årige Guntra Viksna. Adressen er Bultu Iela syv kilometer uden for centrum i Riga.

Her kan man blive trukket ud, hvis man tager en af Rigas mange eldrevne trolleybusser.

"Ud til det rigtige Riga," som Guntra siger.

Hun er en mild og skrøbelig lille skikkelse med mørkt skulderlangt hår, der skjuler hendes ansigt, når hun ikke kører det tilbage bag øret.

I hendes værelse på Bultu Iela er der ikke meget gulvplads. Overfyldte reoler, skabe, et computerbord, en kommode med en tv-kasse på og en stor seng fylder rummet. De cirka tolv kvadratmeter udgør det ene af lejlighedens to værelser. Her bor Guntra sammen med sine tre børn.

I det andet værelse bor hendes forældre. Det er deres lejlighed.

Efter finanskrisen kunne Guntra ganske enkelt ikke betale husleje til sin egen lejlighed længere, så nu må hun dele seng med sine to teenagedøtre på værelset. Sønnen sover på en lille briks ved siden af sengen.

De fleste i Letland har på egen krop mærket finanskrisen. Guntra lidt mere end de fleste. Vil man forstå Letlands økonomiske rutsjetur, så kan man lytte til hendes historie.

En ny start i Riga
I 2000 flyttede Guntra til Riga for at begynde et nyt liv med sine to døtre.

Hun kom fra spartanske forhold på landet, hvor hun gik hjemme, mens hendes mand arbejdede i skoven, ligesom så mange andre gør på landet. Skove dækker halvdelen af Letlands areal, og træindustri er, hvad en stor del af landets eksport er baseret på.

Ægteskabet gik ikke, og efter skilsmissen brød eksmanden kontakten til Guntra og børnene. De var overladt til sig selv, og nu skulle lykken prøves i storbyen.

I Riga fandt Guntra sig en lejlighed og begyndte at læse jura på Baltic Russian Institute. Det var det billigste sted at studere. Ved siden af tjente hun penge som retsassistent. I 2004 fik hun sit eksamensbevis, og hun fik med det samme arbejde i et statsdrevet socialcenter i Riga, hvor hun rådgav folk med problemer. I mellemtiden havde hun fundet sig en ny mand, og sammen ventede de hendes tredje barn, en dreng. Pengene var små for den nye familie.

"Jeg fik 2500 kroner om måneden, og det var kun med min mands løn, at vi kunne klare os," fortæller Guntra.

Guntra og hendes datter, Eva i kvarteret

Fristelsen kom med EU
Samtidig oplevede Letland starten på det, de betaler en pris for i dag. De var blevet medlem af EU. Det skete i 2004.

Med EU fulgte bankverdenen. På det tidspunkt var den selvstændige banksektor stadig et nyt fænomen for den tidligere Sovjetstat, der havde været uafhængig siden 1991. Med optagelsen i EU fik europæiske og også danske banker adgang til et helt nyt marked. Kampen om markedsandele betød billige udlån til letterne.

"Nu de kunne pludselig låne penge, så de kunne købe en bil eller et hus og flytte væk fra forældrenes gård, så de tog med arme og ben," fortæller økonom Morten Hansen.

Han kom til Letland i 1990'erne for at undervise på handelsskolen Stockholm School of Economics i Riga, hvilket han stadig gør i dag.

"Da jeg kom hertil et par år efter løsrivelsen var letternes økonomi smadret. Folk var meget fattige. De tjente 300 kroner om måneden og måtte ud på landet og dyrke grøntsager for at overleve," fortæller han.

Da de udenlandske banker gjorde indtog, var letternes økonomi blevet bedre takket være en eksportdrevet produktion, og nu fik letterne en chance for at tage endnu et skridt væk fra fattigdommen. Låntagningen eksploderede sammen med forbruget. Og huspriserne fulgte med op.

Jagten på mere
Boomet blev Guntra en del af, da hun tog et lån til at købe en lejlighed. Og efter mindre end et år som advokat i offentlig regi, udnyttede hun letternes stigende forbrug til at begynde sin egen advokatpraksis.

Hun fik sig hurtigt en kundekreds af private og virksomheder, som hun lavede forskelligt juridisk arbejde for. Det var især udfærdigelse af skøder ved ejendomshandel, som arbejdet gik med. Navnet på hendes advokatpraksis blev Rubeni. På dansk betyder det ryper. Sammen med resten af Letland skulle hun stige til vejrs.

Snart blev forretningen udvidet med en økonom og en ejendomshandler. To kvinder fra hendes omgangskreds. Planen var at bruge Guntras indtjening til at investere i ejendomsbranchen.

"Vi så folk omkring os blive millionærer på kort tid ved at sælge huse. Det så nemt ud. Og vi satte os et mål om at tjene en million euro," fortæller hun i lejligheden.

Hun hiver ivrigt mapper ned fra reolerne og bladrer i forretningspapirer fra 2006.

"Vi havde forretningsplan og det hele. Det var ikke noget uovervejet, vi havde gang i," fortæller hun.

Vækst uden stopklods
Det var ikke bare letterne, der lånte penge. Hele verden lånte penge som aldrig før.

I det første kvartal i 2007 toppede forbruget, priserne og låntagningen. I Letland snakkede den daværende regering om, at det kun var starten på syv fede år for Letland.

Det er en tid, lettere beskriver som nærmest euforisk. Det var dengang bygningsarbejdere fragtede deres mursten i Mercedes, hedder det sig. En anden historie går på, at Letland var det land med flest Porsche Cayenne biler per indbygger.

Helt skævt er det ikke. Tre år i træk fra 2004 havde Letland Europas største vækst. Men det var en vækst, der var bygget på lån og kredit. Landets eksport steg ikke, men det gjorde lønnen, forbruget og importen.

"Politikere, banker og borgere var helt urealistiske omkring væksten. De blev grebet af, at alt gik så godt, så hvis folk havde et hus til 100.000 euro, så fik de et lån på 120.000 euro, fordi det alligevel ville stige i værdi. Tanken om det modsatte eksisterede ikke," siger Morten Hansen.

Drømmen i Jurmala
Guntras forretning rullede derudaf. Hendes faste timeløn var 30 lats. Det er 300 kroner, og det er en høj løn i Letland.

Hun fik også provisioner af sine klienters ejendomshandler, og dem havde hun rigtig mange af. Nogle af dem gav 15.000 kroner i provision. I slutningen af 2006 begyndte Guntra sammen med sine nye forretningspartnere det første projekt.

Den perfekte grund var fundet i Jurmala, der ligger 25 kilometer vest for Riga ved kysten ud mod Riga-bugten.

Det er her, hvor floden Daugava, der strækker sig 357 kilometer ind i Letland og videre ind til Hviderusland og Rusland, har sin udmunding. Stedet gjorde i vikingetiden Letland til et vigtigt center for handel.

I 2006 var det blevet et foretrukket feriemål for rige russiske turister. Det var her millionen og rigdommen ventede for Guntra og hendes forretningspartnere. En hektar og tre feriehuse med tennisbane, swimmingpool og sauna skulle opføres. Grunden var vurderet til 850.000 euro, men de kunne købe den for 750.000 euro.

"Sælgeren ville af med den meget hurtigt, og vi slog til," siger Guntra og fortsætter:

"Hvordan skulle det gå galt. Grundværdien blev ved med at stige, så jeg vidste, vi kunne sælge grunden til meget mere, end det vi havde købt den for, hvis vi fik problemer."

Efter et par afslag fandt de en bank, som var enig med dem. Den russiske bank, Rietumu Banka, gav dem et lån på 527.000 euro. Resten investerede de selv.

Guntra

Vækst kørte af sporet
Ingen havde forudset, at væksten ville stoppe. Det utænkelige blev alligevel til virkelighed i midten af 2007, da den internationale finanskrise brød ud.

Ejendomspriserne faldt, og folk fik problemer med at betale deres lån.

Bankerne turde ikke længere låne penge ud. Heller ikke i Letland.

"Da kreditten og lånene stoppede, faldt det hele sammen. Bilsalget faldt med 90 procent på et år. Detailomsætningen faldt med 40 procent på årsbasis, og ejendomspriserne faldt med 70 procent," siger Morten Hansen.

Væksten, der var bygget på lån og et forbrug, der var højere, end man egentlig kunne finansiere, mistede med ét sit fundament.

Alt gik i stå og tilbage stod man med priser og løn, der var presset i top, som ingen kunne betale for. På to år faldt Letlands økonomiske aktivitet med 25,1 procent.

Ingen havde lånt så mange penge som letterne, og ingen blev ramt så hårdt som letterne.

Solgt til mindstepris
Guntra mærkede det også. I 2007 havde hun en byggeplan klar. Byggetilladelsen var indhentet. Købere og investorer var fundet. Et samarbejde med et byggefirma var også indledt, og de første tiltag på grunden var i gang.

I oktober 2007 stoppede en af hendes faste kunder samarbejdet med hende. Firmaet var gået konkurs. Det skete for flere af hendes store kunder. Privatkunderne faldt også fra.

Hun kunne ikke længere overholde kontrakten med banken om, at der skulle være en indkomst på 20.000 kroner om måneden, og hun henvendte sig derfor til banken.

"Banken sagde, det er ikke vores problem, hvis I ikke har penge, og nu vil vi have det fulde lån tilbagebetalt inden for ti dage," siger Guntra og fortsætter:

"Det kunne vi ikke. De var jo investeret. Og så rykkede banken kontrakten i stykker."

Her stoppede, ifølge Guntra, alt dialog fra bankens side. Banken inddrog grunden i Jurmala og betalte kun en mindstepris på 170.000 euro for den.

Tilbage fra det oprindelige lån var der en difference på omkring 360.000 euro, der skulle betales. Guntra og de andre medejere hæftede med alt. Og banken tog alt, undtagen deres tag over hovedet.

Forretningen lukkede
Et langt sagsforløb om den lave pris grunden blev solgt til og bankens annullering af kontrakten fulgte.

Guntra og de andre følte sig snydt og ført bag lyset af banken. Sagen kom for retten i alle mulige instanser. Men uden resultat. Gælden var en realitet.

For Guntra døde advokatforretningen stille og roligt ud med krisens udvikling. Kunder kunne nu kun betale 50 kroner i timen. De få kunder, der var. Og det var svært at få store kunder, fordi hun nu havde fået et ry fra bankverdenen som en dårlig betaler.

Da hendes mand mistede sit arbejde måtte familien opgive lejligheden. Manden bor nu ligesom Guntra, hos sine forældre.

Guntra med hendes datter og søn i lejligheden

Fremtid i udlandet
I dag kan hun ikke tjene penge, uden at banken skal have halvdelen. Med renterne, der er løbet på, ved hun slet ikke, hvor meget hun skylder. Og grunden. Den vil hun helst ikke vide noget om.

Guntra er stadig virksomhedsejer af Rubeni. Det er en titel, hun ikke kan blive løst fra, før hun har betalt sin gæld. Og hun kan ikke få pengestøtte fra staten, så længe hun ejer en virksomhed. Sådan er reglerne. Så hun må klare sig selv.

Hun arbejder som frivillig i en forening for lånere, hvor hun kæmper for låneres rettigheder i Letland og rådgiver andre, der har gæld.

Foreningen har 2000 medlemmer, men på landsplan er der ifølge Letlands Nationalbank mere end 200.000 lettere, som har problemer med at betale deres gæld.

"Det er lånerrettigheder, jeg kæmper for nu, men det kan jeg ikke leve af, og på længere sigt bliver det svært for os at få et liv her. Vores fremtid er i udlandet," siger hun.

Indtil den ældste datter, Eva, er færdig med grundskolen bliver de dog boende på det lille værelse. "Det er slet ikke så slemt at bo her. Vi finder ud af det sammen, og al den kvalitetstid, den er uvurderlig, joker Eva," og tilføjer: "Egentlig vender vi bare tilbage til vores rødder. Gamle lettere boede op til otte mennesker i et rum."

Om Letland nogensinde vil løsrive sig fra sine rødder og opnå den velstand, de søgte i kreditfesten, kan økonom Morten Hansen godt tvivle på.

"Al historie siger, at det ikke kommer til at ske. Det er sjældent, at lande skifter position fra fattigt til rigt. Hvis man fjerner kreditboomet, så havde man et land, der var fattigt for ti år siden og er lige så fattigt i dag," siger han.

Artiklen er skrevet af Emil Fibiger Pedersen, der er nyuddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. De kommende uger vil vi bringe hans artikelrække Sidste mand slukker lyset i lufthavnen

Artiklerne er resultatet af en 12 dages lang researchtur til Letland med det formål at undersøge effekternvnen lufthae af finanskrisen. Letlands krisehistorie er den mest ekstreme i Europa, og alligevel har ingen danske medier rigtig rørt ved den.