ARTIKLER


Tyskerne presser på for at få EU's traktater ændret

Hvis tyskerne får deres vilje, vil Eurokrisen føre til en ændring af EU's traktater - i hvert fald hvad landene i Eurozonen angår.
Af Sven Skovmand
2. december 2011

Det skyldes den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, der mener, at direkte tysk støtte til Eurolande i vanskeligheder går ud over, hvad Maastricht-traktaten tillader.

Derfor går den tyske forbundskansler Angela Merkel ind for, at man på det kommende topmøde den 9. december skal beslutte, at der skal ske en ændring af EU's traktat, så EU i fremtiden direkte kan stille krav til de enkelte landes finanspolitik og blandt andet få mulighed for at sige ja eller nej til de enkelte landes finanslove.

Om tyskerne får held med deres forehavende, er usikkert. I hvert fald er det usandsynligt, at den kan komme til at gælde for alle 27 EU-lande. Det betyder nemlig, at ændringerne skal godkendes af en folkeafstemning i Danmark, og det vil være utrolig svært for de danske politikere at overbevise vælgerne om, at EU skal have magt over de danske finanslove.

Derfor er det mest sandsynligt, at ændringen - hvis de gennemføres - kun kommer til at berøre de lande, der er med i Euroen. Det kan ske efter Lissabon-traktatens bestemmelser om, at enkelte lande kan gå sammen om et mere vidtgående samarbejde end det, der er fastlagt i traktaterne. Men selv en sådan ændring vil tage lang tid, og det kan skabe nye problemer for de vanskeligt stillede Eurolande.

Bliver det Euro-obligationer?
Euroens problemer kan udmærket mindskes uden ændringer af traktaten. Det kan ske, hvis man indfører Euro-obligationer, hvor det er Euro-området som helhed, der udsteder statsobligationer og ikke de enkelte lande. Det vil betyde, at man kan få en langt lavere rente end de 7 procent, som for eksempel Italien betaler for at afsætte sine obligationer.

Problemet er, at det vil føre til, at Tyskland kommer til at betale en højere rente end i dag, og det skaber dyb modvilje mod tanken blandt tyskerne, der i forvejen har svært ved at se, hvorfor de skal hjælpe lande, der efter deres opfattelse selv er skyld i deres problemer.