ARTIKLER


Vognmænd frygter EU-lempelse

Et EU-direktiv om krav til vognmænd har skabt stærk bekymring blandt danske vognmænd. De frygter, at det vil blive »en ladeport for konkursryttere og plattenslagere«
Af Sven Skovmand
13. januar 2011

Det oplyser Børsen i artiklen »Åbner ladeport for konkursrytteri« 11.1.2011.

Regeringen har netop fremsat et lovforslag, der opfølger direktivet. Det indebærer, at der i fremtiden kun skal kræves en egenkapital på 70.000 kroner, hvor kravet i dag er 150.000. Samtidig afskaffer man kravet om en obligatorisk uddannelse.

Regeringens begrundelse for at lempe kravene er, at man ikke vil forskelsbehandle de danske vognmænd i forhold til vognmænd fra lande som Italien og Polen, siger sikkerhedsdirektør i Trafikstyrelsen, Jesper Rasmussen. Men fremtrædende vognmænd er uenige.

Direktør Erik Østergaard fra Dansk Transport og Logistik siger, at lovforslaget vil give gode muligheder for konkursryttere, altså vognmænd, der går konkurs med et firma og derefter starter et nyt. Han undrer sig over, at organisationen ikke er blevet spurgt, inden forslaget blev fremsat.