ARTIKLER


Al magt til Tyskland?

Den måde, euroen er skabt på, vil gøre Tyskland stadig rigere – og Sydeuropa stadig fattigere. Det siger professor og økonom Jesper Jespersen i et interview med magasinet NOTAT, der netop er udkommet og handler om Tysklands rolle i Europa.
Af Ole Aabenhus
4. september 2012

Hvis udviklingen i eurozonen får lov at fortsætte som nu, vil det uundgåeligt øge den tyske dominans og øge uligheden i Europa - især mellem nord og syd.

Det siger professor og økonom Jesper Jespersen i et interview med magasinet NOTAT, der netop er udkommet.

Uligheden skyldes forskelle i medlemslandenes såkaldte omkostningsudvikling, det vil sige prisen for at producere en vare. Omkostningsudviklingen hænger i høj grad sammen med lønniveauerne i hvert enkelt land, der traditionelt er meget forskellige.

Vi er nødt til at køre mere parallelt
Men det er, ifølge Jesper Jespersen, »et af de ufravigelige krav, hvis man har en fælles valuta, at man bliver nødt til at have en nogenlunde parallel omkostningsudvikling.

Det må ikke være sådan, at en række lande år efter år har en lavere omkostningsudvikling end de øvrige«, siger han og uddyber:

»Gennem de sidste 12 år har vi oplevet, at først og fremmest Tyskland, men også Østrig, Holland, Finland - altså de nordeuropæiske lande - år for år har haft en langsommere omkostningsudvikling«, forklarer økonomen.

Større konkurrenceevne i nord
Foruden lavere lønstigninger har de nordeuropæiske lande også haft en højere produktivitet og en gunstigere erhvervssammensætning end Sydeuropa. Sammenlagt betyder det en større konkurrenceevne i nord end i syd.

»Inden for Den Monetære Union er det helt tydeligt, at siden 2007, da krisen satte ind, har landene bevæget sig fra hinanden, og inden for landene er der stigende ulighed«, slutter Jesper Jespersen.

Interviewet kan læses i sin fulde form i september-udgaven af magasinet NOTAT

Du kan bestille magasinet gratis på prøve i 5 måneder