ARTIKLER


Danske godser bevarer støtte

Det bliver forsøgt at tage skridt mod, at godserne i EU ikke modtager uhensigtsmæssigt meget landbrugsstøtte.
Af Sven Skovmand
11. maj 2012

For en del år siden blev EU's landbrugsstøtte lagt om. I stedet for at give støtte til korn, smør, mælk og kød ville man nu først og fremmest give støtten til de arealer, hvor fødevarerne blev produceret.

Hensigten var at få landmændene til at skære ned på deres produktion, så EU slap for de problemer, som en alt for høj produktion medførte. Derfor blev det fastslået, at støtten ville blive givet, hvad enten landmændene dyrkede deres jord eller ej.

Politikken har rent faktisk givet resultat, eftersom landmændene i vid udstrækning er holdt op med at producere varer, som de ikke kan sælge. Men det betyder ikke, at omlægningen er uden problemer.

Ordningen giver således langt flere penge til landmænd med megen jord end til landmænd, der ikke har ret meget. Det er der sådan set ikke noget nyt i, for også den gamle tilskudsordning begunstigede de store landmænd. Men nu er forskellen blevet tydelig.

Samtidig er det blevet et problem, at der nu også gives støtte til folk og institutioner, der slet ikke driver landbrug, men blot har noget jord, der får støtte. Især har det vakt forargelse, at der gives store beløb til rige mennesker, der i blandt andet Skotland har købt store områder for at kunne drive jagt og fiskeri og andre former for fritidsliv.

Derfor har EU-Kommissionen besluttet, at den fra 2014 vil sætte loft over, hvad disse godser kan modtage i landbrugsstøtte. Loftet vil ligge på 300.000 euro (cirka 3,3 millioner kroner).

Loftet gælder i princippet alle godser, men godser med landbrugsvirksomhed kan få støtten forhøjet i forhold til, hvad de betaler i arbejdsløn. Det betyder således, at store danske godser som Bregentved og Frijsenborg ikke bliver ramt. Det oplyser Politiken onsdag den 9. maj i artiklerne »EU vil fjerne millionærstøtte« og »Luksusfritid med millionstøtte fra EU«.