ARTIKLER


Den kolde krig har sat spor i det græsk-tyske forhold

Den tyske befolkning følger - i modsætning til tidligere - nøje med i udviklingen af det græsk-tyske forhold, der historisk har handlet mere om politik end om økonomi, mener dansk historiker.
Af Jesper Vestermark Køber
20. september 2012

Salen var omtrent halvt fyldt, da tilhørere tirsdag den 18. september var mødt op for at høre historikeren Mogens Pelt udlægge sin version af historien om den "svage græske stat" og forholdet mellem Tyskland og Grækenland.

Pelt, der er lektor på Københavns Universitets SAXO-institut, bemærkede selv, at emnet - som er valgt til denne del af efterårets EURECO-forelæsningsrække om EU i en krisetid - er yderst aktuelt.

Tyskland har nemlig længe spillet en afgørende rolle for Grækenland. Den pointe fremsatte Mogens Pelt allerede i 2006 i bogen Tying Greece to the West: US-West German-Greek Relations 1949-1974.

Den svage græske stat
Mogens Pelt indledte sin forelæsning med at forklare det yngre publikum, at Grækenland bør betegnes som en svag stat.

Græske myndigheder er ikke i stand til at opkræve skatter eller distribuere velfærd til borgerne.

I de fleste andre europæiske lande har man vænnet sig til at opfatte staten som en familiefader, der sørger for befolkningen. Men det græske samfund er splittet og præget af mistro til politikerne.

»Fyr dem og giv os nogle nye er et udtryk, man ofte hører, når de græske vælgere udtaler sig om deres politikere«, sagde historikeren.

Ingen tradition for kompromisser
Man bør se Grækenlands problemer i et historisk lys, mener Mogens Pelt.

I sin tid var det Grækenland, der som den første nationalstat løsrev sig fra det osmanniske rige. Herfra startede en lang kamp mellem forskellige grupperinger i og uden for regeringen om magten i det græske samfund, forklarede han deltagerne.

Skiftende grupperinger, herunder monarkiet og militæret, tog del i konflikterne, der førte til flere borgerkrige i løbet af løbet af det 19. og 20. århundrede.

Det resulterede i en politisk situation, hvor regeringerne ofte var loyale overfor forskellige grupperinger i det græske samfund frem for den samlede befolkning.

»Kompromisser er meget sjældne, hvis ikke en ukendt faktor i græsk politik«, pointerede Mogens Pelt.

Selv efter 1974, hvor militæret og monarkiet ophørte med at være aktører i græsk politik, fortsatte forholdet mellem græske borgere og det græske styre at være dysfunktionelt.

Tyskland afhængig af Grækenland
Efter det historiske rids, bevægede Mogens Pelt sig over til at tale om de tysk-græske relationer, der har været afgørende for Grækenlands udvikling efter 1945.

Det er umuligt at forestille sig Grækenlands medlemskab af EU og euroen uden at sætte sig ind i koldkrigs-mentaliteten, mener Pelt.

I løbet af 1950erne blev den unge, vesttyske stat grækernes væsentligste handelspartner, og det var mindst ligeså vigtigt for tyskerne som grækerne.

I den kolde krigs spil måtte Vesttyskland sikre sig alliancer. Sådan kunne landet hævde sig på bekostning af konkurrenten i øst.

Dét fremførte Pelt som argument for, at Grækenland blev integreret i det vesteuropæiske fællesskab på trods af landets politiske system.

Formlen for tyske politikere var enslydende igennem den kolde krig: Integrér Grækenland i den vestlige alliance, koste hvad det vil. Således sikrede Vesttyskland sig en allieret og en styrket position i verdenssamfundet, selvom indtægterne ikke svarede til udgifterne.

Da den kolde krig i dag forekommer langt væk, kan det måske forklare, hvorfor flere politikere kræver fundamentale ændringer for Grækenland.

Mogens Pelt mener, at det nu har konsekvenser for de tyske politikere, hvad de gør over for Grækenland.

»Forskellen fra dengang er, at i dag følger den tyske befolkning med i, hvad der sker i Grækenland, sagde Mogens Pelt«.

Hvad med den græske befolkning?
Tilhørerne i Alexandersalen spurgte mest til, hvordan den græske befolkning reagerer på situationen, og her sagde Mogens Pelt, at hvis den høje arbejdsløshed fortsætter med at stige, er det spørgsmål om den græske regering kan blive siddende.

»Det minder om krisen i 1930erne, hvor de traditionelle økonomiske teorier ikke kunne forliges med den sociale og politiske modstand, de mødte«.

Spørgsmålet er så, om det vil føre til en ny økonomisk politik over for Grækenland eller en forværring af situationen i Grækenland.