Den nye strammeraftale

Målet er en »finanspolitisk stabilitetsunion.« Vejen går via en »finanspolitisk aftale« for de 17 eurolande og et uklart antal andre deltagere.
Af Staffan Dahllöf
13. april 2012

EU's nye strammeraftale blev besluttet, men ikke færdigforhandlet eller indgået, på topmødet den 8.-9. december i Bruxelles. En færdig aftale skal efter planen vedtages på et topmøde i marts.

Danmarks forhold til aftalen vil blive et tilbagevendende spørgsmål i løbet af foråret. Her er aftalens indhold, principper og uklare punkter.

Indhold i hovedtræk:

• Landenes budget skal være i balance eller udvise et overskud. Det såkaldt strukturelle budgetunderskud må som gylden regel ikke overstige 0,5 procent af BNP.
• Denne underskudsgrænse skal skrives ind i landenes grundlove.
• Overskridelse af grænsen vil automatisk udløse »korrektionsmekanismer« for at rette op på den forkerte politik. EU-Domstolen skal kontrollere, at underskudsgrænsen indføres i landenes lovgivning.
• Lande med underskud på mere end 3 procent af BNP eller en statsgæld på mere end 60 procent skal sende finanslovsforslag og forslag til »strukturreformer« til godkendelse af Kommissionen og Ministerrådet. Kommissionen kan forlange et ændret finanslovsforslag, hvis man ikke er tilfreds.
• Lande med for store underskud eller for stor gæld straffes automatisk (uden politisk beslutning), med mindre et kvalificeret flertal af eurolandene er imod straffen.
• Landene skal på forhånd varsle om eventuelle planer om udstedelse af statsobligationer.

De nye principper:

• Ekspansiv (keynesiansk) finanspolitik med bevidst budgetunderskud i et eller flere år ikke tilladt eller meget vanskelig at udføre. Hvis budgetbalance i dag var indskrevet i grundloven, ville S-SF-RV-regeringens økonomiske politik måske indevære et aftalebrud. Det bliver Kommissionen, Ministerrådet, og Domstolen, som bestemmer rammerne for landenes økonomiske politik, ikke landenes parlamenter og vælgerne.
• Automatiske afstraffelser overfører magt og national suverænitet fra valgte politikere til ansatte embedsmænd og dommere.

De uklare punkter:

• De omtalte »sanktioner« og »korrektionsmekanismer« er ikke defineret eller nærmere beskrevet i den foreløbige aftale.
• Den finanspolitiske aftale bliver indgået af et antal EU-lande, men ikke af alle. Alligevel giver aftalen nye opgaver til Kommissionen, Rådet og Domstolen som er fælles EU-institutioner. Det vil Storbritannien, og eventuelt andre, som ikke tiltræder aftalen, muligvis kunne forhindre.
• I følge kommissionsformanden José Manuel Barroso fortolkning til Politiken behøver Danmark muligvis ikke indføre en underskudsgrænse i Grundloven. På grund af forbeholdet mot euroen vil Danmark heller ikke kunne straffes for for stort underskud eller gæld.
• En dansk grundlovsændring kræver to Folketingsbeslutninger med mellemliggende valg og en besluttende folkeafstemning. Det vil være en stor politisk opgave at få presset en budgetgrænse ind i den danske grundlov. u

Ingen stor bazooka

Ud over den besluttede strammeraftale for de 17 eurolande, og andre eventuelt interesserede, blev topmødet den 8.-9. december præget af de beslutninger, som ikke blev truffet for at afhjælpe de akutte gældskriser:

• Intet nyt om Den Europæiske Centralbanks muligheder for at opkøbe og overtage de truede landes gældsbeviser – obligationer.

• Ikke nogen forstærkning af den midlertidige redningsfond, European Financial Stability Facility (EFSF), i de forventningsfulde dele af erhvervspressen kaldet »Big Bazooka,« og heller ingen beslutning om at lade EFSF køre parallelt med den kommende permanente fond, European Stability Mechanism (ESM).

• Ingen beslutning om at lade EFSF fungere som bank og gå uden om Centralbankens forbud imod at opkøbe obligationer (= trykke nye penge).

• Ingen beslutning om fælles Euro-obligationer (Eurobonds). Dette kommer på dagsordenen igen under det danske formandskab i marts.

Topmødet måtte også konstatere, at Finland nok ikke kan gå med til at afskaffe vetoet ved hastebeslutninger om udbetaling af kriselån. I fodnoten til teksten kom således til at stå, at reglerne er lavet »med forbehold for bekræftelse i det finske parlament«. u

»Ikke en løsning på krisen her og nu«

Beslutningen om en ny strammeraftale for eurolandene og andre interesserede var kun fem timer gammel, da Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) slog dørene op for en ekspertkonference om opgaverne for det danske EU-formandskab.

Jacob Vestergaard, seniorforsker ved DIIS slog tonen an:

»Den nye finansaftale indeholder meget lidt, som vil afhjælpe den krise, vi står i her og nu.«

Finn Østrup, professor på Copenhagen Business School (CBS), fulgte trop, og pegede på, hvad han mente, er en grundlæggende forkert forklaring på krisen.

»Det er den ujævne udvikling af konkurrencekraft, som er problemet, ikke en gældskrise. EU har lavet grundlæggende fejl ved ikke at lade lande og banker falde, og ved at insistere på nedskæringer. Det, som behøves nu, er ikke nye mekanismer til at begrænse underskud, men investeringer, som kan skabe vækst,« sagde han.

Ikke for det vi står i nu

Ansgar Belke, professor ved universitetet i Duisburg-Essen og rådgiver for EU-Parlamentets økonomiske og monetære udvalg sagde, at Europa har behov for et ordentligt tilskud af penge her og nu, men konstaterede, at den mulighed lige var blevet afskrevet af topmødet i Bruxelles.

»Kan nedskæringspakker sikre markedets tillid?,« spurgte Belke, og svarede selv:

»En finansunion er noget, man vedtager for at forebygge næste krise, ikke for at løse den, vi står i nu.«

Ben Rosamond, professor ved Center for Europæisk politik ved Københavns Universitet, mente, at krisen grundlæggende er politisk, og at det, vi nu er vidne til, er en skærpet konflikt mellem marked og demokrati.

Demokratisk elitisme

»Det teknokratstyre, som nu bliver indført i Grækenland og Italien, indebærer ikke et ophør for økonomisk politik. Det indebærer, at en bestemt politik overtager regeringsmagten,« sagde han og påpegede, at EU blev født i slutningen af 1950'erne i en tid, hvor man sagde, at ideologierne var døde, og at Maastricht-traktaten, som lagde grunden til Euroen, byggede på demokratisk elitisme.

»EU har søgt sin legitimitet fra samarbejdets resultater, men i meget lille grad fra beslutningsprocessen. Det, vi oplever nu, er udtryk for en mangel på regeringsførelse,« afrundede Ben Rosamund.