ARTIKLER


Ekspert: Romaer lever med diskrimination og racisme

Højreekstremistiske fakkeloptog mod romaer er ikke noget særtilfælde i Ungarn. Landets største minoritet lever under vanskelige kår og politiet griber alt for sjældent ind ved racistisk betonede overfald, mener forsker i romani.
Af Arthur Wierema
24. oktober 2012

Næsten én ud af Ungarns ti millioner indbyggere er romaer, og de bliver ofte konfronteret med diskrimination og racisme.

Deres muligheder for undervisning, boliger, arbejde og sundhedsplejen er ringere end for andre borgere i landet.

Jobbiks fakkeloptog i sidste uge er »ikke noget særtilfælde«, mener Peter Bakker - forsker ved Aarhus Universitet og ekspert i romaernes sprog romani.

Læs også: Ungarske højreekstremister marcherer mod romaer

Han påpeger overfor NOTAT, at romaerne generelt har vanskelige levevilkår i Ungarn, og politiet griber ofte ikke ind ved racistisk betonede overfald.

For nogle år siden blev der påsat ild til et hus beboet af romaer, hvor en far og en søn omkom. Men i den efterfølgende politirapport lød forklaringen for brandens opståen 'kortslutning'.

At ligene havde skudsår, blev ikke nævnt, hvilket ifølge forskeren er et typisk eksempel på roma-diskrimination.

Mere diskrimination efter kommunismen
Judit Horváth, forsker ved Institut for Kultur og Samfund - Østeuropastudier ved Århus Universitet, mener, at fjendtligheden overfor romaer i Ungarn især er et fænomen i de dele af landet, som har fået det økonomisk svært efter kommunismens fald i 1989.

Det gælder især den nordlige og østlige del af landet, hvor byen Miskolc, hvor sidste uges protester fandt sted, ligger.

Horváth mener dog ikke, at billedet af Ungarn som hjemsted for marcherende racister er dækkende. Forskeren fremhæver overfor NOTAT, at det konservative regeringsparti Fidesz og det mere liberale LMP var med til at organisere romaernes moddemonstration i Miskolc samme dag.

Tilbagegang for højrefløjen
Ifølge Judit Horváth, der følger ungarsk politik tæt, viser friske opinionstal fra det ungarske institut IPSOS en tilbagegang for det højreorienterede Fidesz, som i øjeblikket har absolut flertal i det ungarske parlament.

Hvis der var valg nu, ville partiet ikke kunne regere landet alene. Socialistpartiet ville fordoble sit mandattal og opnå 33% af stemmerne. De mere liberale og EU-venlige LMP og den ny stiftede Demokratiske Koalition ville tilsammen få 10% af mandaterne. Det meget nationalkonservative, kristelige og racistiske Jobbik vil forblive på samme niveau med ca. 15%.

»Det nedslående er, at under halvdelen af befolkningen interesserer sig for politik og har tænkt sig at stemme«, sukker hun til sidst.

Den 23. oktober fejrede Ungarn årsdagen for folkeopstanden i 1956 mod det kommunistiske styre.

Oplysningsforbundet DEO holder 21. og 22. november debatmøde i Aarhus og København under overskriften "Har EU et romaproblem?" Læs mere og tilmeld dig på www.deo.dk.