NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
REPORTAGE: »Det, der har sejret, er i virkeligheden nationalstatens princip. Det er den rigtig store lære«.
Med de ord skæver idéhistoriker Uffe Østergaard hen til tidligere EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. De to sidder parallelt med hinanden ved et bord, kun delt af ordstyrer Ole Aabenhus, redaktør af NOTAT.
Måske burde de sidde overfor hinanden. På denne tirsdag aften i København agerer de nemlig hinandens modstykker i en debat, der markerer, at det i dag er 40 år siden, Danmark tiltrådte EF.
Aabenhus præsenterer Østergaard som føderalist og Bonde som talsmand for et nationalstaternes Europa. Ingen indvendinger mod det.
Et uidentificerbart objekt
»Mit hjerte banker absolut for det europæiske samarbejde. Men vi kan lige så godt erkende, at EU ikke er noget føderalt system. EU er et uidentificerbart, politisk objekt«, lyder det alligevel fra Uffe Østergaard.
En lavine af latter breder sig i lokalet. Det er ikke første gang i aften, han har den effekt på sit publikum. Heller ikke sidste.
Jens-Peter Bondes røst går heller ikke uhørt forbi. Den tidligere MEP'er for Junibevægelsen og mangeårige EU-skeptiker brager budskaberne igennem:
»Jeg er ikke imod et føderalt system. Jeg kan bare ikke se det ske«, svarer han på Ole Aabenhus' spørgsmål om, hvordan man skaber et demokratisk Europa. Uffe Østergaard er overraskende enig:
»Vi må nok respektere, at nationalstaterne er kommet for at blive, og finde en måde, de kan samarbejde på«, siger han.
Sammenbrud på vej
Noget af det, der gør EU så udemokratisk, er at skattesystemet ikke fungerer, mener Jens-Peter Bonde.
»De fleste folk synes, de betaler enormt meget i skat. Men hvis alle betalte skat, ville tingene se helt anderledes ud. Skatten ville være meget lavere«, siger han med reference til, at halvdelen af EU's penge skulle befinde sig i skattely rundt omkring i verden. Cayman Islands er et af dem.
Da en mand spørger, om eurokrisen vil føre til et kollaps, svarer Bonde uden at tøve: »Ja, der kommer et sammenbrud af euroen«.
Efter endnu et par spørgsmål fra salen, vil Jens-Peter Bonde runde af. Publikum - der mest består af mænd og kvinder med en alder, der afslører, at de nok ikke var helt uden ansvar for det danske ja i 1972 - er utrættelige.
Klokken er 19, og der er stadig en skov af hænder. Er skoven en generation med et brændende ønske om at bekende en kollektiv fejl? Tanken er oplagt for os, der er født efter 1972.
En stor rolle
Men Jens-Peter Bonde har ikke tid til at svare på flere spørgsmål eller lytte til flere bekymrede synspunkter. 40-års dagen for Danmarks indtræden i EF er en travl dag for en mand, der har siddet i EU-Parlamentet i 29 af dem.
»Det er ikke fordi, jeg vil løbe fra jobbet, men jeg skal i TV hos Jersild 19.30, så der står en taxa og venter på mig«, siger han. Uffe Østergaard vil gerne med i den taxa, men beder om et minut til lige at runde af:
»Jeg vil gerne understrege, at vi har en stor rolle at spille i EU«.