NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
KOMMENTAR: »Nej-siden har aldrig vundet en folkeafstemning, hverken i det ene eller andet land. Men ja-siden har tabt nogle stykker.«
Sådan skriver Jens-Peter Bonde i oktober-nummeret af Notat. Men det er forkert.
Han peger på tre tilfælde, hvor det efter hans mening var nej-siden, der vandt: »Maastricht-afstemning i 1992, euro-afstemningen i år 2000, den grønlandske afstemning om udmeldelse og den norske i 1994«.
»Da Grønland i 1982 stemte om udtræden af EF, gjorde tilhængerne en virkelig effektiv indsats for at hindre en udtræden.
De fik udformet stemmeseddelen på en sådan måde, at den umiddelbart måtte opfordre vælgerne til at stemme for EF.
Det ville de nemlig gøre, hvis de stemte ja. Samtidig erklærede regeringen, at Grønland ville miste 250 millioner kroner i tilskud, hvis man stemte nej.
Men modstanderne fik fremskaffet oplysninger om de store besparelser, grønlænderne ville få på deres varer, hvis de trådte ud af EF og dermed slap for den høje told, som EU lagde på varerne. Og da oplysningerne kom fra det danske skatteministerium, virkede de dybt troværdige.
Denne indsats førte til, at et flertal af grønlænderne sagde nej. Og en drivende kraft i denne kampagne var for resten Jens-Peter Bonde selv. Men det har han måske glemt!
Nej-siden brugte internettet
Ved den norske folkeafstemning om tilslutning til EU i 1994 var tilhængerne også godt forberedt. De sørgede for, at den norske afstemning blev lagt efter afstemningerne i Finland og Sverige, hvor der var et flertal for tilslutning.
De norske vælgere skulle derfor føle sig isolerede. EU-tilhængerne rådede også over langt flere penge end modstanderne og blev støttet af pressen i især Oslo.
Alligevel tabte de, for nok havde modstanderne langt færre penge, men de var godt forberedte og brugte andre metoder end reklamer.
De var således i modsætning til tilhængerne klar over muligheden i internettet, som de brugte til at få deres budskaber ud til store kredse. De sørgede også for at udsende daglige vægaviser, som kunne hænges op overalt.
Denne indsats og ikke tilhængernes fejl gjorde udslaget.
Maastricht var uspiselig for vælgerne
Jens-Peter Bonde har ret i at EU-tilhængerne dummede sig i forhold til Maastricht-afstemningen i 1992 og euro-afstemningen i 2000.
Men når modstanderne vandt ved de to afstemninger, skyldtes det nok en kombination af en grundlæggende modvilje hos vælgerne, fejl hos tilhængerne og nej-kampagner der pressede ja-siden.
Især Maastricht-traktaten blev af mange betragtet som uspiselig. Man havde jo hele tiden fået at vide, at EF var et økonomisk og ikke et politisk samarbejde.
Nu skulle EF pludselig omdannes til en union, og det blev afgørende - også fordi medierne ikke støttede kampagnen på nær samme måde, som de havde gjort ved afstemningen i 1972. Det spillede nok også en rolle, at en respekteret person som Mærsk McKinney Møller udtrykte utryghed ved traktaten.
Euro-afstemningen i 2000
I 2000 havde tilhængerne en langt bedre sag. For umiddelbart virkede det jo tillokkende, at man ikke ville behøve at købe valuta, når man skulle ud og rejse. Men tilhængerne fik alligevel ikke det resultat, de ønskede.
Og det var der nok især to grunde til. Den ene var, at de økonomiske vismænd udtalte sig svævende om virkningerne af projektet. Den anden var, at kursen på euro i en lang periode faldt over for dollaren.
Denne svækkelse af euroens værdi var i virkeligheden ikke noget argument for at stemme nej. Men den havde virkning, måske også fordi tilhængerne gang på gang talte om risikoen for, at kronen ville tabe i værdi. Og at euroen ville falde i kurs, var de ganske enkelt ikke forberedt på.
Men også den gang var der en reel nej-kampagne med gode argumenter som pressede ja-siden og den kombination gjorde at ja-siden begyndte at vakle. Det er min klare overbevisning, at uden en nej-kampagne i disse folkeafstemninger ville der ikke have været nogen større debat. Netop som det er set i forskellige østeuropæiske lande.
Og uden nogen reel debat havde medierne og vælgerne heller opdaget ja-sidens fodfejl. Jens-Peter Bonde burde også kunne se det efter alle de år, han har været aktiv i politik«.