Europa skal genfødes uden fælles valuta

»Det bedste, tyskerne kan gøre for Europa, er at træde ud af euroen«.

Det konstaterer den slovakiske EU-forsker Stefan Auer, da NOTAT ringer til ham på det australske universitet La Trobe.

Tidligere på året udgav han bogen Whose liberty is it anyway, der på 100 sider udfordrer de europæiske politikeres visioner for euroen og taler varmt for en mindre ambitiøs europæisk politik.

Siden bogen blev færdiggjort i slutningen af 2011, har politikere på det ene europæiske topmøde efter det andet forsøgt at opnå enighed om det fremtidige samarbejde.

Men Stefan Auer mener ikke, at nogle af topmøderne tager højde for de virkelige problemer, der er indbygget i euroen.

»Vi ser mere og mere Europa mod hinanden«, siger Auer, der i 2005 modtog universitetssammenslutningen UACES's pris for sin bog Liberal Nationalism in Central Europe.

»Det vi har set i løbet af de sidste to år er, at tyskerne har forsøgt at gøre resten af Europa til tyskere, og dette forsøg er mislykkedes. Selv i Tyskland er der en stigende opmærksom på, at det har været forgæves«, siger Auer, der heller ikke mener, at det omvendte vil lade sig gøre.

»Nu skal tyskerne være mere som italienerne, mere afslappede med hensyn til regler og inflation, men det kan jeg ikke forestille mig sker«, harcelerer den slovakiske forsker.

Euroen er problemet
Auers bog er et opgør med den strategi, de europæiske ledere valgte efter murens sammenbrud. Han mener, at den europæiske optimisme, der er godt hjulpet på vej af intellektuelle som de to politiske filosoffer Jürgen Habermas og Ulrick Beck, vækkede minder om optimismen fra den franske revolution.

I bogen skriver han, at hvor den franske revolution flyttede magten fra gud til nationen, var Maastrichttraktaten i 1992 udtryk for et nyt frigørelsesprojekt, der skulle svække demokratiets forhold til nationalstaten og skabe et kosmopolitisk Europa.

Euroen var en af hjørnestenene ved denne integration. Auer mener dog, at møntunionen i stedet skaber konflikter mellem europæerne frem for fredelig sameksistens.

»Den fælles mønt har skabt en situation, hvor de materielle interesser er på koalitionskurs. I dag er der, som aldrig før i nyere historie, så stor forskel på, om man er ung i Spanien, Grækenland, Tyskland eller Østrig«, konstaterer Auer.

Han frygter, at det kan være med til at øge fjendtligheden mellem nationerne.

I forrige uge påviste nye tal fra National Statistic Institute (INE), at Spaniens arbejdsløshed er den højeste siden Franco døde i 1975, og ungdomsarbejdsløsheden har i længere tid ligget stabilt over 50 %.

»Jeg kan ikke se, hvordan et land som Spanien kan fortsætte med at fungere uden nogen realistisk forhåbning om vækst i den nærmeste fremtid«.

En europæisk union med begrænsninger
»Den europæiske enighed nåede sandsynligvis sit højdepunkt et sted i 90erne, før Maastrichttraktatens konsekvenser var implementeret«, siger Auer.

Men det var før den store udvidelse, hvor de 10 lande blev optaget i unionen. NOTAT spørger derfor, om unionens størrelse er et problem for effektiviteten og chancen for at løse krisens udfordringer.

Auer mener ikke, at EU kan blive for stort, hvorimod unionen godt kan blive for ambitiøs. Han peger på, at murens fald stillede Europa ved en korsvej.

På den ene side argumenterede den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher for et hurtigt optag af nye medlemslande, men med bevarelse af det indre marked som fællesskabets vigtigste funktion.

På den anden side ønskede folk som den daværende kommissionsformand Jaques Delors et EU, der var mere integreret, men med begrænsninger for udvidelsen.

»Hvis nu EU genfødte sig selv som en mere løs familie af nationer, ville det også være nemmere at optage nye lande«, fremfører Auer.

Intet europæisk demos
De europæiske lederes svar har indtil nu været yderligere integration. Uenighederne mellem landene består i dag i, hvordan denne udvikling skal forløbe.

I Tyskland tænker man meget langsigtet og den tyske finansminister Wolfgang Schäuble har foreslået kraftige ændringer for udviklingen af euroen og det europæiske samarbejde.

Det er bl.a. en udvikling af EU-parlamentets indflydelse samt en valgt kommisionsformand.

Stefan Auer tvivler dog på, at dette vil føre til noget, og kalder de nye demokratiske tanker for gammel vin på nye flasker.

»Det er et argument, vi har hørt i årevis, at for at gøre EU mere demokratisk, skal vi blot give mere magt til parlamentet. Men jeg mener ikke, at det demokratiske underskud kan løses ved et mere magtfuldt parlament. EU-parlamentet vil aldrig komme i en position, hvor det kan fungere som et nationalt parlament«, konstaterer Auer.

Han påpeger samtidig, at alle nye traktater altid indeholder bestemmelser om mere magt til parlamentet samtidig med, at færre og færre stemmer til EU-parlamentsvalgene.

»Der er intet europæisk demos, og møntunionen har øget forskellene på landene. Et lovgivningsorgan kan ikke repræsentere så vidt forskellige nationale interesser og ideologiske konflikter«, hævder Auer, der ligesom i bogen argumenter for, at nationalstaterne må genvinde demokratiet.

FAKTA

Stefan Auer: Whose Liberty is it anyway? Europe at the crossroads. Forlaget Seagull. 102 sider. Kan købes (LINK) saxo.com