NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Selvom EU siger, de kun fisker »over-skudsfisk« under deres fiskeriaftaler, så tror jeg ikke på det«, siger Raoul Monsembula fra Greenpeace Senegal til NOTAT.
EU's fiskeri-partnerskabsaftaler med lande uden for EU hviler på princippet om bæredygtighed og giver kun de europæiske flåder adgang til overskudsfisk, som landene ikke selv har kapacitet til at fange. Men fiskeribestanden i de vestafrikanske farvande har været dalende, og flere bestande er på randen af kollaps.
I 2006 valgte Senegal derfor at sige nej tak til en fornyelse af fiskeriaftalen med EU. Man ville lette presset på ressourcerne og støtte det senegalesiske fiskeri, navnligt kystfiskeriet, der beskæftiger mere end 600.000 og i sig selv udgør en vigtig fødevarekilde.
Typisk ser man de europæiske fiskere gå sammen med en senegalesisk investor og danne joint venture virksomheder.
»De europæiske interessenter går ofte i samarbejde med rige lokale forretningsmænd, der har gode forbindelser til de lokale magthavere. Derigennem får de særbehandling«, siger BÈatrice Gorez fra Coalition of Fair Fisheries Agreements – et netværk, der arbejder for at sikre kystfiskernes interesser i EU's fiskeriaftaler. »- Men i mange tilfælde er den senegalesiske investor blot en stråmand«.
For at tiltrække udenlandsk kapital tilbyder Senegal, ligesom så mange andre lande, fordelagtige skatteforhold. Det er den ene fordel for europæiske flådeejere.
Dertil kommer, at fisker man under EU-flag, skal man lande en vis procentdel af fangsten (typisk 60 pct.) i Senegal – et krav, som joint ventures er undtaget fra.
Den korte afstand til de sydeuropæiske havnebyer gør det nemt at lande fangsten direkte i EU og sælge fisken videre på det indre marked uden mellemstop og for mange mellemmænd.
Uheld mellem de senegalesiske kystfiskere, der fisker i små piroguer, og de store joint venture flåder, hører til dagens orden, og det er blevet sværere og sværere for kystfiskerne at tjene til dagen og vejen.
»Mange kystfiskere prøver at tage til nabolandene for at fiske. Men dÈr er der også problemer. Eller de migrerer til Europa, fordi de ikke længere kan fiske i deres eget land«, siger Raoul til NOTAT.
Mange udenlandske og joint venture flåder benytter sig af muligheden for at skifte landeflag, så de kan få adgang til forskellige landes farvand. Den slags »internationaliserede fiskeflåder« slipper let og elegant uden om de regelsæt, der er formuleret i EU's fiskeri-partnerskabsaftaler med lande uden for EU. De er simpelthen ikke eksisterende i relation til fiskeripolitikken.