ARTIKLER


Foreslået datalov truer demokratiske rettigheder

Forslag til en ny EU-lov om databeskyttelse truer retten til aktindsigt og ytringsfriheden. EU's egen datatilsynsmand Peter Hustinx advarer imod forslaget.
Af Staffan Dahllöf
27. marts 2012

Duer ikke. Der skal andre og mere præcise formuleringer til for at sikre retten at kigge magthaverne over skulderen, og for at sikre ytringsfriheden.

Sådan kritiserer Peter Hustinx, EU's datatilsynsmand (EDPS - European Data Protection Supervisor) et omfattende forslag om nye datalove i EU. Selv om Hustinx' egen opgave er at sikre borgernes ret til integritet er han stærkt kritisk overfor den måde, hvorpå andre grundlæggende rettigheder bliver tilsidesat i Kommissionens lovforslag.

»Ytringsfrihed skal forenes med databeskyttelse, men ikke ved at svække nogen af delene. Ytringsfrihed skal gælde for alle, ikke for kun journalister, forfattere og kunstnere«, påpeger han.
Hustinx advarer også imod, at den foreslåede forordning - en EU-lov, der har umiddelbar retskraft overalt i EU - kommer til at virke som en harmonisering af de vidt forskellige nationale love om aktindsigt.

En datalov af modellen one-size-fits-all vil ikke kun gå ud over for eksempel den danske Offentlighedslov, den vil også forrykke balancen til fordel for øget hemmeligholdelse i EU's institutioner, ifølge tilsynsmandens kritik.

Peter Hunstinx' kritik er godt pakket ind i et 85 sider langt svar på Kommissionens forslag, som omfatter 91 artikler og fylder 119 sider.

Men kritikken bliver hilst velkommen blandt andet i Sverige, hvor embedsmænd og politikerne frygter, at en EU data-lov kan komme i kollision med den svenske grundlov. Kritikken bliver også noteret med tilfredshed bag kulisserne i det danske EU-formandskab.

Også i Frankrig og Tyskland møder forslaget modstand, primært fordi at det vil give Kommissionen beføjelser som idag tilværetages af de nationale myndigheder.

En længere gennemgang af kritikken med links til de relevante dokumenter kan læses på netportalen  wobbing.eu