Fremtidens EU-udenrigspolitik bliver ad hoc-baseret

Den europæiske krise har længe præget overskrifterne i verdenspressen. Når de europæiske ledere i dag taler om nødvendigheden af et forenet Europa, begrundes det med, at de vil undgå et økonomisk kollaps.

Det er således ikke længere tankerne om, at et forenet Europa kan optræde som en ansvarlig supermagt på verdensscenen, der præger topmøderne.

Visioner om et europæisk århundrede er fra de fleste sider afløst af spekulationer om, hvorvidt EU overhovedet bliver ved at eksistere i sin nuværende form.

Diskussionen om en fælles udenrigspolitik er dog stadig aktuel. I takt med at USA vender sig væk fra Europa, opstår der i mange kredse et behov for, at de europæiske lande deler udenrigspolitik.

I samarbejde med Atlantsammenslutningen arrangerede Søværnets officersskole derfor onsdag 31/10 en konference, der diskuterede perspektiverne for EU og NATOs sikkerhedspolitik.

Det var fortrinsvis studerende, der var mødt op til en dag, hvor NATO-ambassadør Carsten Søndergaard fra start af slog fast, at NATO stadig er rammen for europæisk sikkerhed. Det var næppe noget, der overraskede blandingen af uniformsklædte officerer og unge statskundskabere.

I 2012 har EU meget få succeshistorier, når det kommer til fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for de europæiske lande.

For høje forventninger
I følge Adjunkt Rebecca Adler-Nissen fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet er det store problem tendensen til at overvurdere unionens udenrigspolitiske kapacitet.

»Forventninger er skruet absurd højt op. EU får derfor en meget hård medfart i medier og fra politikerne,« fremførte Rebecca Adler-Nissen. Hun påpegede samtidig, at forsøgene på at skabe en effektiv europæisk sikkerhedspolitik kun har ca. 20 år på bagen.

Der kom først for alvor fremgang i ideerne om en samlet udenrigspolitik, da Maastrichttraktaten tog skridt hen imod etableringen af det europæiske telefonnummer, som den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger efterlyste under den kolde krig.

Programmets anden taler, Annemarie Peen Rodt, Postdoc ved Center for War Studies på Syddansk Universitet og forsker i EU's konflikthåndtering i verden, fulgte Adler Nissen tilbage i tiden og fremførte, at det tidsmæssige sammenfald mellem udviklingen af ideerne om en fælles udenrigspolitik og krigene på Balkan var afgørende.

EUs katasrofale håndtering af et decideret europæisk problem styrkede opbakningen bag en fælles udenrigspolitik.

»Vi sagde, det var vores ansvar, men det endte med at blive amerikanernes,« sagde Annemarie Peen Rodt og oplevelsen af at have fejlet under "the hour of Europe" var dermed skelsættende for de europæiske politikere.

Specielt Storbritannien, der ellers havde været mest lunkne, gjorde nu et forsøg på at forene de europæiske landes udenrigspolitik.

Lissabontraktaten har skabt fundamentet
Men hvad har resultaterne så været? Det afhænger i høj grad af, om man ser glasset som halvt fyldt eller halvt tomt, pointerede Rebecca Adler-Nissen. Lissabontraktaten fra 2009 er i høj grad kronen på værket i forhold til den udvikling, der blev sat i gang for at effektivisere den fælles udenrigspolitik.

»Lissabontraktaten var faktisk ret afgørende, fordi man samlede den bløde og den hårde udenrigspolitik,« argumenterede Adler-Nissen. Hun mener også, at man ikke skal undervurdere betydningen af, at de europæiske udenrigsministre nu mødes langt oftere.

»Der er en effekt i at have et permanent hovedkvarter og at mødes ofte. Den socialiseringsproces kommer til at få en betydning. Ligesom den har gjort i NATO," profeterede Adler-Nissen. EU-eksperten påpegede dog overfor NOTAT, at selvom EU-institutionerne er skabt, afhænger det hele af medlemslandene.

»Man har mange af de formelle rammer på plads, men nu er det store spørgsmål, hvor den politiske vilje er henne.«

På dette punkt fremstod Peen Rodts præsentation som en lille succeshistorie for landenes fælles udenrigspolitik. Hun fremhævede, at EU faktisk har udført 26 fælles operationer på under ti år. Her sætter EU et præg på verden, selvom man kan diskutere, om det er den rigtige vej at gå.

Mere bilateral udenrigspolitik fra eurokernen
Men én ting er udviklingen i forhold til konkrete operationer, som de færreste europæere har hørt om. En anden ting er det Europa i flere hastigheder, de fleste eksperter nu ser for sig.

En 'eurokerne', der hastigt integrerer sig, samtidig med at lande som Storbritannien og Danmark holder sig i baggrunden.

»Potentielt set kan det jo gøre det nemmere for EU at virke handlekraftig, hvis gruppen af lande, der skal beslutte sig, er mindre og mere indstillet på samarbejde,« sagde Rebecca Adler Nissen til NOTAT. Hun tvivler dog på, at det er det, vi får at se.

»Dem, der i praksis går foran på udenrigspolitiske områder, er ikke nødvendigvis sammenfaldende med eurokernen. Jeg tror snarere, den fremtidige udenrigspolitik bliver mere ad hoc-baseret.«

Adler-Nissen peger også på forskellene på grupperingerne. Hvor eurogruppen tegner til at blive mere permanent, skal vi nok forberede os på et udenrigspolitisk samarbejde, der forbliver bilateralt. Som eksempel nævner hun Libyen-krigen, der primært byggede på et fransk og britisk samarbejde, og ikke hele EU.

»Hvis den tendens sætter sig igennem, kan det sagtens være, vi kommer til at se masser af udenrigspolitisk samarbejde i Europa, men ikke nødvendigvis i EU-regi«, forudser Rebecca Adler Nissen.