NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der er næppe nogen tvivl om, at det er Tyskland og forbundskansler Angela Merkel som sætter dagsordenen i EU. Men hvad er drivkraften bag den tyske politik?
»Euro'en er tyskernes hjerteblod, for det er fundamentet i samarbejdet, kittet, som holder det hele sammen. Hvis euro'en ryger, så ryger hele EU-samarbejdet og så vil man opleve en angst for at Tyskland går selv,« svarer Lykke Friis, tidligere klimaminister, prorektor og europapolitisk chef hos Dansk Industri.
Men euro'en var jo ikke en tysk opfindelse fra start, det var en fransk?
»Det er rigtigt, men tyskerne ved godt, at det var prisen for en tysk genforening. Uden euro'en vil Tyskland ikke være indbundet i EU, og så vil angsten for Tyskland i Europa blusse op igen.
Tyskland har også en økonomisk interesse i euro'en, for hvis den blev opløst, og landene begyndte at devaluere, så ville det gå ud over den tyske eksport. Euro'en har været en tysk økonomisk gevinst«.
Hvad er den tyske model for EU?
»Egentlig er det meget simpelt: Den tyske model er, at EU skal spille efter de samme regler som Tyskland selv har gjort, og det er jo noget, som går tilbage til Weimarrepublikken i 1920'erne. Man betoner Budgetdisciplin med stort B. Det lidt ironiske i den sammenhæng er, at Tyskland var blandt de lande som var med til at bryde euroreglerne, under Gerhard Schrˆder.«
Men hvis alle lande opførte sig som Tyskland i EU, havde Tyskland jo færre at eksportere til! Er det et argument, som man har forståelse for i Tyskland?
»Man kan ikke skabe økonomisk vækst på klos, for så kommer spørgsmålet om, hvem der skal betale i sidste ende. Man skal huske på, at det Tyskland, vi ser i dag, er et andet og meget mere globalt land end i 1989, da muren faldt. Hvis nu Kina er vort store marked i dag, hvorfor skal vi så finansiere markedsefterspørgslen i Grækenland? Sådan spørger mange i Tyskland i dag«.
»Sikre sig spilleregler, som forhindrer, at man bruger flere penge, end man har, og at der er sanktioner, hvis det sker alligevel.«
Mange frygter, at det er et skridt i retning af den store føderale vision om en Europastat?
»Nej, den er det slut med i tysk politik, den fik allerede Helmut Kohl lagt afstand til. Det nye er, at Angela Merkel har vendt sig væk fra Kommissionen, og søger støtte i Det Europæiske Råd, og at hun taler om at opbygge parallelle institutioner.«
Kan man sige, at Tyskland opfører sig som en hvilken som helst stor nation, der vil fremme egne interesser?
»Man kan sige, at Tyskland er blevet normaliseret. Det ser man på tyske krav om stemmeret i EU i forhold til befolkningstal. Man ser det i angsten for at blive påtvunget en økonomisk politik, som man ikke ønsker. Og man kan se det på, hvordan man varetager sine almindelige, nationale interesser i EFSF (den midlertidige støttefond til gældsramte EU-lande. red.).«
»Tyskland ser helst, at man kan forene alle de 27 EU-lande i en fælles traktat. Frankrig har et andet udgangspunkt, fordi Frankrig fylder mere i en gruppe med 17 end i en gruppe med 27 lande«.
Hvad kan man sige om den folkelige tyske opbakning til den politik, som regeringen fører?
»Der har været betydelig kritik af Merkel for ikke at have reageret hurtigt nok. Kohl var ude at sige: »Du ødelægger mit Europa.« Der er mange, som er bekymret for, om EU udvikler sig til en transferunion (overførselsunion, red.), hvor det er tyskerne, som betaler.«
Men hidtil har Tyskland jo ikke rigtigt betalt noget. Man har stillet lånegarantier, men ikke betalt?
»Indtrykket i den offentlige debat er, at det er Tyskland, som betaler. Og det kan jo også blive tilfældet i sidste ende. Det er lige som herhjemme, hvor danske lånegarantier til lån fra Den internationale Valutafond straks bliver udlagt som var det udbetalinger,« siger Lykke Friis.