ARTIKLER


Irsk afstemning sinker finanstraktat

EU afventer Irlands afstemning om finanstraktaten.
Af Sven Skovmand
5. marts 2012

Den irske regerings juridiske rådgiver meddelte tirsdag den 28. februar, at EU's finanstraktat kun kan tiltrædes af Irland, hvis vælgerne godkender det ved en folkeafstemning. Statsminister Enda Kenny meddelte derefter, at der vil blive holdt en sådan afstemning i maj eller juni, oplyser EUobserver.com den 29.2.2012.

Beslutningen kom bag på EU's ledere, der helt bevidst havde søgt at udforme traktaten sådan, at den ikke ville kræve en irsk folkeafstemning. Nu må de afvente den irske afstemning. For nok kan traktaten træde i kraft, hvis blot 12 af Eurozonens 17 medlemmer siger ja til den. Men man bryder sig ikke om en traktat, som Irland står udenfor. 

Hvordan afstemningen falder ud, er svært at forudsige. EU har meddelt, at et nej vil betyde, at Irland ikke kan modtage flere penge til støtte for landets økonomi. Denne trussel vil naturligvis have betydning. På den anden side er irerne stærkt utilfredse med de nedskæringer, som den hidtidige støtte har medført.

I en kommentar i Financial Times 29.2.2012 skriver Peter Spiegel, at et nej ved den irske afstemning formentlig vil gøre det umuligt at gå så langt med udviklingen af Eurozonen, som mange ledende folk ønsker. Især vil det ramme planerne om at oprette et egentligt finansministerium for zonen, så man kan samordne landenes budgetter og økonomiske politik.