NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En EU-dom af 6. september 2011 kan – måske – koste den danske statskasse 200 milliarder kroner. Det skriver Jyllands-Posten den 19. november 2011 i artiklen »Staten risikerer gigant-krav.
Baggrunden for dommen er det arbejdsmarkedsbidrag, som regeringen Schlüter indførte med virkning fra 1. januar 1988. Bidraget kostede erhvervslivet 55 milliarder kroner, men regeringen fandt det i orden, eftersom man samtidig lettede erhvervslivet for afgifter af tilsvarende størrelse.
Men det gjorde Domstolen i Luxembourg ikke. I en dom af 31. marts 1992 erklærede den, at arbejdsmarkedsbidraget – Ambien – var ulovligt. Det førte til, at regeringen fik indført en lov, der betød, at virksomheder kunne få erstatning, hvis de kunne dokumentere, at de havde betalt mere i ambi, end de havde haft ud af andre lempelser.
Det kunne 600 virksomheder, og de fik en erstatning på 3 milliarder kroner. Dermed troede alle, at sagen var i orden. Men fire danske virksomheder – Lady & Kid, Harald Nyborg, Direct Nyt og KID-Holding – rejste sagen påny med den begrundelse, at den danske erstatningslov var i strid med EU-retten. Og det gav EU-retten dem ret i.
Hvis dommen fører til, at alle berørte danske virksomheder skal have deres Ambi-penge retur, vil det koste den danske statskasse 200 milliarder kroner. Så meget er de 55 milliarder blevet til med renters rente.
I dommen siges følgende:
»De EU-retlige regler om tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld skal fortolkes således, at tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld udelukkende kan give anledning til en ugrundet berigelse i tilfælde, hvor de beløb, som en afgiftspligtig person med urette har erlagt i form af en afgift, som er opkrævet i en medlemsstat i strid med EU-retten, er blevet direkte overvæltet på køberen. Det følger heraf, at EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat nægter at tilbagebetale en uretmæssig afgift med den begrundelse, at de af den afgiftspligtige med urette erlagte beløb er blevet udlignet gennem en besparelse som følge af den samtidige ophævelse af andre afgifter, eftersom en sådan udligning, fra et EU-retligt synspunkt, ikke kan betragtes som en ugrundet berigelse i relation til denne afgift.«