NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
KOMMENTAR: Lave Knud Broch mener, Nej-siden har vundet flere folkeafstemninger, mens jeg hævder, det som regel er Ja-siden, som har tabt.
Læs kommentaren af Lave K. Broch her på siden: EU-modstandere har også vundet folkeafstemninger
I 1982 fik vi kun et meget lille flertal på 53 % Nej i Grønland, selv om vi havde startet med 70,3 % Nej ved folkeafstemningen i 1972. Vi havde Grønlands regering på vores side.
Selv vore egne troede ikke på vores økonomiske argumentation. Det er ikke let at trænge gennem de etablerede argumenter, ikke engang med Grønlands statsminister i ryggen.
I 1986 havde vi Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre med på Nej-holdet. Et flertal blandt vælgerne stemte alligevel imod os. Vi tabte, selv om 80 % af danskerne var imod og hele tiden havde været imod "Union".
Regeringen, medierne og pengene kunne true med udtræden af EF, uden nogen af dem havde til hensigt at melde Danmark ud af EF, efter et Nej. Trusselskampagnen lykkedes, som i 1972.
I 1992 var der blot 0,7 % flere Nej-stemmer end ja-stemmer. Det gav genlyd og ændrede dagsordenen i hele Europa. Bagefter tror folk, at vi vandt argumentationen.
Sandheden er, at vi slet ikke kunne komme til orde i medierne. Truslerne kørte igen effektivt. Jeg måtte bringe nyheder til Danmarks Radio ved at plante dem i Daily Telegraph og The Times i London!
Vi vandt desværre ikke dagsordenen og argumenterne. Men tilhængerne fik heldigvis lavet så mange fejl, at de tabte, trods ekstrem overvægt i medierne. Ved omvalget i 1993 havde vi ikke en chance.
I 2000 var vi heldige med euro-afstemningen. Vi var langt bagud til det sidste. Det lykkedes så ved en fiffig kampagne at ændre vælgernes dagsorden til at handle om kronens afskaffelse NU, i stedet for euroens indførelse.
Vi vandt ikke slaget om euroen, men Ja-siden tabte afstemningen. Særligt på grund af forkerte profetier, som blev dementeret af vismændene og virkeligheden med den faldende euro, som Lave rigtigt påpeger.
Mine erfaringer fra afstemningerne i Irland er identiske. Norge i 94 er måske undtagelsen, der bekræfter reglen.
Men udgangspunktet i Norge er helt anderledes med tre borgerlige partier, en stærk modstand i fagbevægelsen og Arbeiderpartiet, SV og to store primære erhverv som modstandere med vilje til at finansiere kampagner, der kommer meget tættere på at matche ja-sidens ressourcer.
Hvis man vil vinde, er man først nød til at lære af kampens vilkår og vore begrænsninger.
Læs også interviewet med Jens-Peter Bonde Klogere på mange måder