NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der var vrede blandt de 300 i forsamlingen, og der var fortvivlelse. Der var frustration, men også en smule håb. Men mest af alt var der en søgen efter en vej for at komme videre.
Mange var kommet fra Europas periferi: Irland, Portugal, Spanien og Grækenland – de lande, som er hårdest ramt af krisen.
»Vi ser et nyt mønster i de sociale protestbevægelser. Nu er det, EU som står i fokus,« sagde Olivier Hoedeman fra Corporate Europe Observatory (»Overvågningstårnet for det store erhvervsliv i Europa«, red.) – den lobby-kritiske aktivist-organisation, som sammen med forskernetværket Transnational Institute samlede godt 300 deltagere til konference 5. og 6. maj i Bruxelles.
Konferencens titel var »EU in Crisis« – Europa i krise.
»Jeg får en frygtelig oplevelse af gentagelse – af déja vu. Europa gennemlever lige nu alt det, vi andre længe har gennemlevet i Afrika og Latinamerika. Når I taler om ulige handelsbalancer, om kapitalflugt, og om at folk emigrerer for at finde arbejde, må jeg bare sige, at det kender vi alt for godt i Syd«.
»Mange af jer taler om at genopbygge og gentænke den europæiske velfærdsmodel. Fint nok, men jeg vil minde jer om, at den europæiske velstand i sin tid blev bygget på grundlag af kapitalstrømmen fra min til jeres del af verden«.
Trevor Evans, professor i monetær økonomi i Berlin, fremhævede som en af mange deltagere, at de frie kapitalbevægelser og den eksplosive vækst i finans-transaktioner bærer en særlig stor del af ansvaret for krisen.
»Da krisen ramte USA i 2007, gik det ud over mange europæiske banker. De budgetunderskud og den voksende statsgæld, vi ser i dag, er krisens konsekvenser – ikke, som mange fejlagtigt tror, dens årsager. Blandt eurolandene var det kun Grækenland, som havde et for stort budgetunderskud i 2007«.
»Gingrich har sagt om krisen i Europa, at årsagen er den europæiske velfærdsstat. Velfærdsstaten har overlevet sig selv, den må afvikles, den er ikke bæredygtig. Vi hører sjældent den slags sagt så direkte i Europa, men det er det perspektiv, vi står overfor«.
Han bemærkede i øvrigt, at »EU-eliten slet ikke er bange for os, vi er kun lige begyndt at tage kampen op«. Men det var Jan Willem Goudriaan, generalsekretær i de offentligt ansattes faglige føderation EPSU (European Federation of Public Service Unions), ikke helt enig i:
»Der har aldrig været så mange protester og strejker som i de to seneste år. Og som deltager i nogle af højniveaumøderne i Bruxelles kan jeg sige: Jo, der bliver lagt mærke til protesterne. Ja, de er bange i toppen«.
På den ene side blev sparepolitikken beskrevet som uduelig og dum – blandt andet af Mariana Mortágua, økonom og rådgiver for venstrefløjen i det portugisiske parlament.
»Hvordan skal Portugal nogensinde kunne betale af på gælden, når vores økonomi bliver tvunget i recession? Vi er nødt til at have vækst nu,« sagde hun.
På den anden side blev nedskæringspolitikken beskrevet som en meget bevidst strategi:
»De ledende eliter ved lige præcis, hvad de har gang i. Vi skal holde op med at være så pæne overfor dem. Lad os bekæmpe de skiderikker!«, sagde den 77-årige aktivist og forfatter Susan George.
»Nu har vi brug for et nyt, demokratisk manifest for hele Europa, og for en alliance mellem de sociale bevægelser, aktivister og valgte parlamentarikere,« sagde han.
Alexis Passadakis, medlem af ledelsen for ATTAC i Tyskland, strejfede et ganske andet, men måske underliggende element i krisen:
»Der eksisterer ikke rigtigt nogen social bevægelse i Tyskland. Mange tyskere har en opfattelse af, at landene i Sydeuropa er usolidariske ved ikke at acceptere reformerne. Samtidig har mange det ikke helt godt med, at Tyskland er den styrende i Europa«.
Den vinkel kogte Susan George ned til et åbent spørgsmål:
»Hvad kan vi gøre for at forandre Tyskland?«