NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
DEN EUROPÆISKE UNION er i krise. Det økonomiske samarbejde har knyttet os tæt sammen, men vi mangler den politiske overbygning, der skal sikre stabilitet.
Nu vakler den halvt byggede føderation, og herhjemme har vi aldrig fået taget debatten, fordi den er sandet til i jura.
EGENTLIG SKULLE GRUNDLOVENS §20 være en sikring af det danske demokrati. Men jeg vil vove den påstand, at paragraffen er gået hen og blevet en kile, politikerne banker ned mellem befolkningen og EU med et alvorligt videns- og bevidsthedtab til følge:
Som da Helle Thorning-Schmidt på linje med sin forgænger Anders Fogh Rasmussen på et pressemøde i år blev spurgt, om ikke danskerne kunne blive forvirrede over begrebet suverænitetsafgivelse i forhold til Finanspagten:
»Nogle gange, når vi har haft at gøre med EU, så vurderes det, at vi afgiver suverænitet, og så har vi folkeafstemninger. Nogle gange vurderes det, at vi ikke afgiver suverænitet, så har vi ikke folkeafstemning«, sagde Helle Thorning-Schmidt og fortsatte: »Det har vi tradition for i Danmark, og den tradition viderefører vi selvfølgelig«.
I 1986 udskrev daværende statsminister Poul Schlüter for eksempel en vejledende folkeafstemning om EF-pakken, fordi flertallet med Socialdemokratiet var imod EF dengang. Schlüter var ikke tvunget til det af bestemmelserne i Grundlovens §20, men han mente, at det ville tjene danskernes interesser, at de kom med, så han udskrev folkeafstemning, og svaret blev ”ja”.
Under Poul Nyrup Rasmussen blev det dog sværere for politikerne at overbevise folket, der sagde nej til Maastricht-unionen i 1992 og fik en ny afstemning om traktaten med de fire forbehold. Siden har også det franske og hollandske nej til Forfatnings-traktaten i 2005 fået både danske og europæiske politikere til at sky folkeafstemninger.
DERFOR ER DET LIDT IRONISK, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2007 adspurgt om sagsanlægget fra jurist Ole Krarup om ratifikationen af Lissabon-traktaten sagde til Ritzau den 12. december 2007: Krarup prøver at gøre sig interessant ved at trække en politisk diskussion væk fra folketingssalen og ind i retssalen.
For det er præcis den bevægelse fra et politisk spørgsmål til et spidsfindigt juridisk spørgsmål foreholdt eksperter, som Fogh selv har været med til at italesætte over for befolkningen, efter at regeringen samarbejdede med EU om at fjerne de ni områder i Lissabon-traktaten, som kunne have udløst en folkeafstemning. En sag, der ender i Højesteret.
NÅR POLITIKERNE på den måde har fikseret vores begreb om EU på spørgsmålet om Grundlovens § 20, har vi fuldstændig forsømt at tage den nødvendige debat om vores visioner for det europæiske fællesskab og den mulige nødvendighed af suverænitetsafgivelse, som nu skulle have været fundament for det næste skridt, hvor båndene i unionen strammes til.
I SIDSTE ENDE kan det ende med, at det politiske projekt i Den Europæiske Union, som vores politikere har støttet i årtier, kuldsejler eller kommer yderligere på kant med demokratiet.
Jeg er sikker på, at det ikke var intentionen med §20, da den blev formuleret i 1953 som en nøgle til dansk deltagelse i internationalt samarbejde.
(Gry Brøndum er journalist og cand. mag.i historie.)