NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Da Victor Orbán og hans konservative parti Fidesz vandt to tredjedeles flertal i parlamentet i april 2010, indførte de nye medielove i Ungarn i december 2010. Lovene skabte en omfattende, men vagt formuleret indholdskontrol for alle medier, åbnede for store bøder, svækkede journalisternes kildebeskyttelse og begrænsede public service mediernes uafhængighed. Det hele administreret af en magtfuld mediemyndighed med en formand, der står regeringen og parlamentsflertallet nær.
Efter dialog med EU-Kommissionen og Europarådet i foråret 2011 vedtog Ungarn en del lempelser. Lovkravet om balance i dækningen skal ikke gælde for trykte eller online-medier, kun for radio og tv. Parlamentet tilbagekaldte også forbuddet imod at ”fornærme personer, nationer, fællesskaber, nationale, etniske, sproglige eller andre minoriteter eller nogen som helst majoritet eller kirker eller religiøse grupper.” Fremover skal der – som i andre lande – kun være forbud mod diskrimination og opfordring til had mod grupper.
I december 2011 behandlede den ungarske forfatningsdomstol dele af medieloven, men ikke den hele. Den trykte presses frihed fra indholdsregulering blev understreget – men ikke radio og tv’s – og journalisterne skal ikke længere kunne godtgøre vigtige samfundshensyn for at opnå ret til kildebeskyttelse, ligesom mediernes pligt til at give oplysninger ved registrering blev lempet.
Loven havde oprettet en medieombudsmand, som mere gik myndighedernes ærinde end borgernes. Medieombudsmanden blev annulleret af forfatningsdomstolen.
Myndigheden er kritiseret for bl.a. at have tilrettelagt et udbud af en radiolicens i Budapest, så den eksisterende, liberale taleradio, Klub-radio, ikke havde en chance for at genvinde sin frekvens. Nu krævede man nemlig mindst 60% musik og lokale nyheder, ikke længere national taleradio. Mediemyndighedens arme rækker også dybt ind i public service tv, til både udpegning af ledelsen og styring af økonomien.
Det fik Center for Media and Communication Studies (CMCS), der er en del af det Soros-funderede Central European University i Budapest, til at bestille 20 nationale ekspertvurderinger af disse udsagn. Undertegnede foretog den danske vurdering, der skete efter en strikt gennemført metode, bestemt af CMCS.
Vurderingerne viste for det første, at der i praksis ikke er én måde at lovgive om medier i Europa, selvom der findes europæisk bestemte principper i Europarådets menneskeretskonventions § 10 og nyere i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder § 11: ”Ytrings- og informationsfrihed. 1) Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. 2) Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.”
Det er ikke let at vurdere love op imod disse standarder; det var da heller ikke opgaven. Vi skulle ”kun” tage stilling til, om de ungarske udsagn om vores eget lands lovgivning og praksis var korrekt eller ikke.
De ungarske påstande var i de fleste tilfælde forkerte eller misforståede, og den ungarske medielov er ikke i overensstemmelse med de fleste landes love:
– Myndighedens uafhængighed er ikke god nok. Formanden udnævnes af premierministeren og medlemmerne vælges af parlamentet med to tredjedeles flertal, begge for ni år. Opnås flertallet ikke ved udløb, bliver medlemmerne siddende. Fidesz’ kontrol er dermed sikret ”i evighed”. Men også i andre lande er der en vis risiko for politisering af den uafhængige myndighed.
– Centraliseringen af kompetencer. Myndigheden står for udbud, udstedelse af tilladelser, også tekniske, monitorering af indhold og sanktioner over for alle slags medier. Det er hverken tilfældet i Storbritannien, Italien eller Finland, som Ungarn påstod.
– Alle medier reguleres af samme regler og samme myndighed. I de fleste lande gælder regler for mediers indhold, men det er normalt ikke de samme regler for tv, som for online, som for trykte presse, og/eller det er ikke samme myndighed, der udøver kontrol. Ungarn er det eneste land, hvor alle medier reguleres efter én omfattende lov og af samme myndighed.
– Public service medier. Udnævnelse af ledelsen i f.eks. radio og TV er kilde til politisk indflydelse. Det er faktisk tilfældet i de fleste lande, dog som regel med flere ”filtre” end i Ungarn, hvor bestyrelsen for det offentlige tv ikke har noget med udnævnelsen at gøre, den står mediemyndigheden for. Frankrig er dog et endnu mere politiseret eksempel, idet Præsidenten udnævner direktøren.
– Krav om data fra alle medier. Alle medier – også trykte – skal registreres hos myndigheden, som har ret til at kræve fortrolige oplysninger både ved registreringen og senere. Million-bøder og udelukkelse er sanktionsmuligheder, hvis mediet ikke samarbejder. Dette findes ikke i andre lande – undtagen i Italien.
– Sanktioner uden klare grænser. Myndigheden kan give millionbøder til medier eller redaktører personligt og udelukke mediet fra fremtidige tilladelser, hvis der konstateres overtrædelser af enhver regel i medieloven, bl.a. dens gummiparagraffer om at beskytte ”menneskelig værdighed” og »Ungarns forfatningsmæssige orden«. Der er ingen reel domstolskontrol med myndighedens afgørelser. Ingen lande kan helt sammenlignes, dog har Italien en mere aktiv brug af straffeloven og domstolene imod journalisters frihed.
Politisering af medieregulering eller af public service-styring er som nævnt ikke enestående for Ungarn. Det særlige for Ungarn er centraliseringen af myndigheden for alle medier og ophobningen af så mange tegn på politisk styring af Mediemyndigheden.
Lissabon-traktatens Artikel 7 åbner en teoretisk mulighed for, at EU med fire femtedeles flertal kan fastslå, at ”der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder” traktatens værdier om frihed, demokrati og pluralisme.
Men selvom Ungarn viste sig strammere end andre lande på (næsten) alle punkter, har undersøgelsen fra CMCS også vist så mange problemer i en del andre landes medielovgivning og praksis, så det roligt kan udelukkes, at fire ud af fem medlemslande har trang til at kaste den første sten imod Ungarn.
Sidste nyt før Notat gik i trykken var, at Retten i Budapest har kendt den ungarske mediemyndigheds beslutning om at fratage Klub-radio sin sendetilladelse for ulovlig.
Tilmed fremgår det, at tilbuddet fra den station, der skulle overtage frekvensen, ikke var i overensstemmelse med udbudsreglerne.
Ifølge Budapest Times har myndigheden 14 dage til at appellere domstolskendelsen. Men uanset udfaldet vil mediemyndigheden nu skulle træffe en ny afgørelse, hedder det. red.
(Reference: Hungarian Media Laws in Europe. An Assesment of the Consistency of Hungary’s Media Laws with European Practices and Norms, 2012, http://cmcs.ceu.hu/)