ARTIKLER


Ordoliberalisme er Tysklands ideologiske grundlag

Tysklands økonomiske politik er dikteret af en bestemt ideologisk tænkning, der har rod i efterkrigstidens velstandsboom. Spørgsmålet er, om en socialdemokratisk regering efter valget i 2013 vil ændre ved paradigmet.
Af Jesper Vestermark Køber
3. oktober 2012

Den europæiske krise tager sig i manges øjne ud som en konflikt mellem Tyskland og resten af Europa. Medier og forskere har i den sidste tid forsøgt at forstå de bagvedliggende årsager til den store uenighed om Europas økonomiske politik.

En række eksperter tolker Tysklands selvsikre politik som et udtryk for en nyvunden tysk selvtillid. Andre henviser til 1920’ernes hyperinflation, der gav medvind til nazismen og i dag skaber angst for mulig gentagelse.

En tredje tolkning går på, at Tysklands økonomiske politik styres af den økonomiske ideologi ordoliberalisme.

Modsætning til Keynes

Ordoliberalismen har rødder i mellemkrigstiden, hvor en gruppe tyske økonomer, med Walter Eucken og Franz Böhm i spidsen, forsøgte at redefinere økonomisk liberalisme.

Kort fortalt handler den om at opretholde en høj grad af budgetdisciplin for at undgå fremtidige skatteudskrivninger. Markedet handler altid rationelt, mener ordoliberalisterne, og statens opgave er derfor at sikre, at konkurrencen bliver så effektiv som muligt.

Ideologien fik først gennemslagskraft efter 1945. Hvor de fleste vesteuropæiske lande i den første efterkrigstid var optaget af Keynes økonomiske tanker, og Østeuropa eksperimenterede med socialistisk planøkonomi, førte Vesttysklands første finansminister Ludwig Erhard under Konrad Adenauers lederskab den unge tyske stat en tredje vej, der stod i stærk opposition til begge.

Erhard, der siden blev Kansler, fulgte en række af ordoliberalisternes tanker og får i dag æren for Tysklands hurtige genopbygning efter krigen.

Finanspagten er ordoliberal

Ideologien er i dag væsentlig for at forstå tillidskrisen mellem de sydeuropæiske lande og Tyskland.

Abonnerer man på den ordoliberalistiske model, vil et lands underskud altid være et spørgsmål om vilje. Når gælden stiger i Sydeuropa, er det således fordi, regeringerne ikke har været påpasselige med at sikre landenes økonomiske stabilitet.

Det er på grund af ordoliberalismens tag i tysk økonomisk tænkning, at amerikanske økonomer som Paul Krugman taler for døve ører med keynesianske forslag, der kan kickstarte den europæiske økonomi. Af samme grund accepterer Merkel heller ikke euroobligationer, der vil tvinge Tyskland til at betale for, at andre lande kan operere med konstante underskud.

På samme måde følger Finanspagtens gældsbremse et ønske om at gøre ordoliberalismens tanker til grundlag for økonomiske regler i hele eurozonen. Den er et typisk udtryk for ordoliberal skepsis over for en ekspansiv finanspolitik, der øger skatterne og forringer konkurrence på markedet.

Arven fra nazismen

Ordoliberalismen har flere lighedstræk med neoliberalismen, der i 1980’erne påvirkede vesteuropæiske og amerikanske økonomer. Den franske filosof Michel Foucault, der i slutningen af 1970’erne holdt en række kendte forelæsninger om ordoliberalismen, opfattede dog ideologien, som et særligt opgør med Hitleræraen.

De tyske økonomer fortolkede nemlig nazismen – med alle dens rædsler – som en økonomisk planlægningsteori og mente, at regeringsindgreb i økonomien var første skridt på vej mod det totalitære samfund. En forklaring, der muligvis gør det lettere at forstå Merkel-regeringens stålsatte vilje til at forsvare Finanspagten.

Alternativet og 2013

Ifølge en undersøgelse, som de tyske forskere Ulrike Guérot og Sebastian Dullien lavede i starten af 2012, påvirker ordoliberalismen stadig politikere på tværs af den tyske højre- og venstreakse.

Det ser dog ud til at have ændret sig for nyligt. Således går de to ledende figurer i SPD Sigmar Gabriel og Peer Steinbrück nu ind for en fælles gældspulje i EU, hvor landene afgiver mere suverænitet for derved at kunne kompensere for hinandens gæld.

Så noget tyder på, at valget i september 2013 – også – kan blive et valg for eller imod ordoliberalismen.