ARTIKLER


Rumænske dommere udsat for dødstrusler

Den rumænske forfatningsdomstols uafhængighed er under stort pres. Regeringen blander sig i domstolens arbejde, og det truer de grundlæggende demokratiske principper.
Af Torsten Oster Schmidt
9. august 2012

Dommere fra den rumænske forfatningsdomstol har inden for de seneste uger modtaget en række dødstrusler.

Det har forfatningsdomstolens præsident, Augustin Zegrean, for nylig oplyst til EU-Kommissæren for retlige anliggender, Viviane Reding. Det fremgår af en artikel bragt i EUobserver.

Magtens tredeling under pres
Dødstruslerne kommer efter regeringen har lagt stort pres på den forfatningsdomstol, der - efter demokratiske principper - ellers bør være uafhængig.

En af forfatningsdomstolens fem dommere modtog tilbage i juli måned en dødstrussel forud for en domsafsigelse, som regeringen havde interesse i ville falde ud til sin fordel.

I en anden sag skulle den rumænske justitsminister have forsøgt at afsætte de fem dommere, da forfatningsdomstolen stadfæstede en række domme, som gik imod den rumænske statsminister og regeringsleder, Victor Ponta.

Senest er der fremsat trusler forud for en domsfældelse om gyldigheden af en folkeafstemning, der har indskrænket magten hos den rumænske præsident, Traian Basescu.

Henover sommeren har der været talrige beretninger om regeringens pres, med Victor Ponta i spidsen, på de demokratiske institutioner og grundprincipper.

Foruden den dømmende magt har der også været fremsat trusler mod parlamentet. Ifølge EUobserver har lederen af de nationalliberale (PNL) som en del af Pontakoalitionen tidligere udtalt, at parlamentet burde nedlægges.

EU-Kommissionen reagerer
EU-Kommissionen med Viviane Reding i spidsen fordømmer truslerne.

Ifølge EUobserver udtaler Reding i et brev adresseret Zegrean, præsidenten for den rumænske forfatningsdomstol, at »politikere må under ingen omstændigheder lægge pres på dommere forud for domsfældelse eller angribe dommere, når der bliver afsagt domme, som de er uenige i«.

EU-Kommissionen vil nu udarbejde en rapport om forholdene i Rumænien.

Læs hele artiklen i EUobserver:

Romanian judges report death threats