NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det skriver professor Christen Sørensen i en gennemgang af Finanspagten, der netop er udsendt til download på NOTATs hjemmeside www.notat.dk
Det hedder bl.a.:
»Så vil befolkningerne få lejlighed til at stille deres valgte politikere til ansvar – og det er måske det vigtigste at sørge for i tide.
Vælger befolkningen et parlament, der finder, at disse grænser ikke skal lægge hindringer i vejen for den ønskede politik, ja så er det befolkningerne, der bestemmer og tager ansvaret.
For at respekten for demokratiet kan opfyldes, må det accepteres, at dette parlament og den herfra udgående regering f.eks. kan sidde i 3 år, inden der igen er en forpligtelse til nyvalg«.
»Først vil jeg lige slå fast, at Finanspagten er fremadrettet – den har ikke noget med den aktuelle krise at gøre. Den skal forpligte regeringer og parlamenter til at føre en forsvarlig finanspolitik.
Og nu har man med Finanspagten valgt den tyske metode, så man har valgt at »lægge sig i baghjulet«, men hvis man gør dét i hele Europa, går det galt. Det er derfor, jeg foreslår, at hvis man kommer ud i underskud, der overstiger de fastsatte grænser, så forpligter landene sig til at udskrive valg, og så kan befolkningen tage stilling til, om de har en ansvarlig regering.
Med den situation, vi har nu, så er det i realiteten Angela Merkel, der træffer beslutningerne, og så slår de andre bare hælene sammen og accepterer. Og det mener jeg af mange grunde er en farlig udvikling«.
»Ja, det er udemokratisk. Og det er derfor jeg oprindelig selv sagde, at hvis vi skal have et fælles Europa, så skal det være et føderalt Europa, hvor tyngdepunktet ligger i to parlamenter ligesom Senatet og Repræsentanternes Hus i USA.
Den amerikanske opbygning er resultatet af et historisk forfatningskompromis, hvor man ville sikre, at de store ikke skulle kunne dominere. Det var derfor, man fik Senatet, hvor alle stater har lige mange stemmer. Men så skulle de små heller ikke kunne trumfe noget igennem mod de store, og derfor fik man så Repræsentanternes Hus, hvor staterne er repræsenteret efter folketal.
Det er en grundlæggende diskussion, man har manglet i Europa«.
»Det, man ikke siger, og som bør siges, det er, at det var en fejltagelse at indføre euro'en. Landene er ikke klar til at påtage sig det ansvar, det er at have en fælles valuta. Det tog to år at finde frem til en foreløbig løsning for Grækenland. Det er jo katastrofalt i en krisesituation.
Det er det helt afgørende, men jeg tror selvfølgelig ikke, man vil opgive den fælles mønt. Så kan man prøve at reparere på projektet. Det vil sige, at de stærke lande burde hjælpe de svage – eller med andre ord, at de nordeuropæiske lande, ikke mindst Tyskland, burde sætte mere gang i deres økonomi, så det bliver lettere for de sydeuropæiske.
Tilsvarende burde de hjælpe med gældskrisen. Men uanset om vi hjælper, så kommer Sydeuropa til at betale en høj pris med stor ledighed i lange perioder. De har simpelthen sat konkurrenceevnen alvorligt over styr i såvel Grækenland som Spanien«.
Skyldes det, som mange har sagt, at de har haft en for billig euro?
»Ja, deres valuta var overvurderet, og de holdt ikke deres omkostninger nede. Når man går i en økonomisk-monetær union med Tyskland – skabt efter tyske principper, så skal man basalt set også føre tysk økonomisk politik. Den tyske opskrift er ikke nødvendigvis forkert, men det kræver som sagt, at man fører en tysk økonomisk politik – og den er simpelthen styret af traumerne efter det, der skete efter 1. Verdenskrig (superinflationen i 1922-24 red)«.
»Det er der mange af os, der tvivler på. Med de grundlæggende holdninger, man finder i den tyske befolkning, – vil det Tyskland, der skulle være det store vækstlokomotiv, så overhovedet kunne flytte sig? Så jeg tror, at EU vil blive holdt i en lavvækstfælde mange år endnu«.