ARTIKLER


Tyske medier tvivler stadig på grækerne

I Tyskland hilser kommentatorer det græske valgresultat velkomment. Men de forventer ikke, at det løser landets problemer.
Af Jesper Vestermark Køber
18. juni 2012

Europa ventede i spænding på resultatet af det græske valg søndag. De tyske mediers reaktion har efterfølgende været en blanding af lettelse og skepsis.

En række lederartikler i de førende tyske aviser roser udfaldet, men tvivler endnu på, at det græske samfund er klar til at efterleve eurolandenes skrappe krav.

En usikker fremtid
Selvom alt tyder på, at valgets konservative sejrherre, Samaras, bliver leder af den græske regering, og Grækenland dermed forbliver i eurosamarbejdet, er de tyske kommentatorer fortsat bekymrede for fremtiden.

Det var nemlig Samaras' konservative parti, Nyt Demokrati, der sad i regering, da grundlaget for den græske gæld blev skabt. Partiet bærer derfor en stor del af ansvaret for krisen, minder den tyske avis Frankfurter Allgemeine om.

Grækenland har reddet sig selv
Flere tyske medier er også usikre på, om udfaldet af det græske valg reelt afspejler et ønske fra grækernes side om at acceptere EU's sparekrav. Men "håbet er der", vurderer Der Spiegel.

Grækenland har i hvert fald reddet sig selv fra en tilværelse som fejlslagen stat med dette valg, skriver avisen.

Den europæiske idé lever
Den kommende tid vil vise om, Samaras har tænkt sig at følge op på løfterne til de europæiske ledere.

Men valget er et tegn på, at den europæiske ide stadig lever, skriver Die Zeit. Grækerne er i bund og grund gået med til at blive i euroen - nu er det op til resten af eurolandene at hjælpe grækerne videre.