ARTIKLER


Udstødte og særbehandlede

Næsten en million ungarere bliver set på som andenrangsborgere. De er romaer, også kaldet sigøjnere. Situationen for romaerne er blevet vanskeligere efter 1989, hvor mange mistede ansættelse i svær-industrien.
Af Staffan Dahllöf og Ole Aabenhus
14. juli 2012

»Det er ikke tilladt at indsamle oplysninger om etnisk baggrund, men vi vurderer, at arbejdsløsheden for romakvinder er på 80-90 pct. og for mænd på 60-70 pct.,« siger Eszter Jovánovics, som er ansvarlig for roma-programmet på borgerretsorganisationen Tasz.

Organisationen har oprettet kontaktkontor i 25 roma-landsbyer i det nordøstlige Ungarn. Her giver jurister i Budapest juridisk rådgivning via Skype og hjælper indbyggerne med deres kontakt til myndighederne.

I dagligdagen

Eszter Jovánivics taler om en strukturel diskriminering som et helt grundlæggende problem.

»Romabørn bliver skilt fra allerede i børnehaven, når de er 3 år, så de vokser op med en oplevelse af, at romaer er, og skal være, anderledes end andre.

Romaer bliver udsat for identitetskontrol tre gange så ofte som etniske ungarere og bliver særbehandlet i alle aspekter af dagligdagen. Det gælder undervisning, boligforhold og sundhedsvæsen«.

Nytter det?

»I enkelte tilfælde kan vi se, at vores indsats nytter. Bare det at vi etablerer et kontaktkontor, får politiet og de lokale myndigheder til at ændre adfærd.

Men overordnet set er situationen for romaer forværret. Det er ikke længere muligt for organisationer eller enkelte at rejse sager om diskriminering ved forfatningsdomstolen. Det kan nu kun Ombudsmanden gøre, hvis han ønsker det,« siger Eszter Jovánovics. u

Roma-terror 2011

75 km. nordøst for Budapest ligger landsbyen Gyöngyöspata med 2.800 indbyggere, heraf 450 romaer. I foråret 2011 fik de besøg af tre højreekstremistiske korps, og som den britiske avis The Guardian skriver i en reportage fra stedet: »Siden har de måttet leve i frygt«.

1. marts kom Civilgarden for en bedre fremtid.

Senere kom gruppen Betyarserag, der er udstyret med piske, økser og bulldogs.

En tredje gruppe, Forsvarsstyrken, besluttede at oprette en påskelejr, som man kun kunne nå gennem den del af Gyöngyöspata, hvor romaerne bor. Her skred politiet imidlertid ind.

Borgerretsorganisationen Tasz har lavet en videodokumentation af begivenhederne i foråret 2011. Tekstdelen handler om »Dreng angrebet«, »Hus angrebet«, »Skud mod hus«. Links til filmen, der er ganske stærk, kan findes på www.notat.dk