Uffe Ellemann-Jensen dybt bekymret

Uffe Ellemann-Jensen har altid været begejstret for Europa-tanken, men i dag er han ”dybt bekymret” for, om euroen og hele EU bryder sammen.
Af Ole Aabenhus
18. november 2012

 

»Jeg skal ikke skjule, at jeg er dybt, dybt bekymret for, at krisen i sidste ende kan føre til en opløsning af alle de ting, jeg har håbet og ønsket for Europa, og som i meget store træk er opnået.«

Sådan siger Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister, nu kommentator og i mange år leder af Østersøorganisationen Baltic Development Forum.

Uffe Ellemann-Jensen var endnu ikke politiker, men en kendt journalist på DR, da afstemningen om EU-medlemskab fandt sted. Men engagementet var kendt.

Det Europa, jeg håbede at se dengang, det var et Europa med et meget tættere samarbejde.

»Jeg var dybt frustreret over, at det handlede så meget om økonomi, siger han i dag til NOTAT. Jeg havde en fornemmelse af, at det kunne give bagslag, hvis man underspillede det politiske.«

Det politiske var med fra start. »Da vi stemte i 1972, da sagde vi også ja til en fælles valuta. Det lå i Werner-planen (vedtaget på topmødet i Haag, 1969. red.). Også Det Indre Marked lå i de målsætninger, der var.«

»Det er let at se alle de fejl, der er begået omkring euroen«, siger Uffe Ellemann-Jensen i dag. »Det er let at være bagklog og sige, vi skulle have gjort valutasamarbejdet endnu stærkere, men havde vi rent faktisk gjort det, så havde vi ikke fået euroen. Hvis vi havde lavet en forpligtende finansunion, var der en masse, der var stået af.«

»Set i bagklogskabens klare lys kan man sige, at Forbundsbanken skulle have stået fast over for politikerne. Men der var jo – og det glemmer man ofte - der var strid modstand i tyske finanskredse og i den tyske forbundsbank. For de kunne se, at det var Tyskland, der reelt kom til at afgive suverænitet. – Men her var det så, at Kohl og Genscher (hhv. tysk kansler og udenrigsminister. red.) sagde, at vi frygter for, at et genforenet Tyskland vil blive så stærkt, at alle andre vil vende sig imod os i afsky.

Der var jo heller ingen, der havde fantasi til at forestille sig, hvor dybt problematisk den tyske genforening blev for økonomien. Vi tænkte blot, at nu bliver de to tysklande smeltet sammen, og mange havde den forestilling, at DDR var nok alligevel den mest effektive. Der var ingen, der drømte om, hvor kostbart det blev for tyskerne.«

  Det dystre scenarie

Nu sidder vi så i krisen. Hvor fører den hen?

Lad os tage det dystre scenarie først, som desværre ikke er urealistisk. Du har haft en global krise, og den globale magtstruktur er ændret helt afgørende. Både USA og Europa er klemt og mister global indflydelse.

Alle kan se, at hvis euroen går i opløsning, så får vi en økonomisk fimbul-vinter (super-streng vinter lige før Ragnarok. red.), som får sammenbruddet i verdensøkonomien i 2008 til at ligne det rene ingenting.

En række europæiske lande vil opleve så voldsomme opbremsninger, at det er et spørgsmål, om vores demokrati overhovedet vil kunne holde til det. For du ser jo allerede, at demokratiet lider mange steder – f.eks. i Ungarn. Og du ser, hvordan grupperinger, der ikke er særlig demokratiske, og som i hvert fald er fremmedfjendske, er gået frem, selv i lande som Finland og Holland.

Næste skridt kan meget vel blive, at protektionismen får lov at brede sig. Hvis man begynder at finde på finurligheder, og Det Indre Marked bliver truet, så er man inde i en udvikling, som jeg synes er forfærdelig uhyggelig.

 

”Jeg frygter en opløsning”

Jeg når ikke at stille næste spørgsmål, før Uffe Ellemann-Jensen selv fortsætter:

Hvad tror jeg så, der skal til for at undgå denne situation? Jeg tror ikke, der er andet at gøre end det, tyskerne maser på med i øjeblikket, nemlig at kræve en bankunion, kræve en finansunion og på længere sigt tage de politiske konsekvenser og styrke den politiske union.

Det kan så føre til et brud med drømmen om et Europa i én hastighed (hvis bank/finans(politisk union kun gælder eurolande. red.), men reelt har du jo allerede i dag et Europa i flere hastigheder.

 

Kan det føre til en situation, hvor nogle lande forlader kernesamarbejdet, og nogle måske går helt ud?

Jeg er da dybt bekymret for, hvad en kommende folkeafstemning i Storbritannien vil føre til. Så jeg frygter en opløsning, der kan ende med en gruppering omkring det Tyskland, der bliver stærkere og stærkere.

Men hvor stærk vil lysten så være til at indgå i en tysk styret Union? Hollænderne vakler for øjeblikket. Franskmændene, spaniolerne gør det samme. Danskerne fløjter, kigger op i luften og lader, som om der ikke foregår noget omkring os.

Men jeg kan ikke se andet, end at hvis fru Merkel skal kunne komme igennem med en mere aktiv støttepolitik for euroen, euroobligationer, fælles håndtering af gælden osv. – er det nødvendigt med et meget mere forpligtende samarbejde.

 

Demokratisk underskud

Angela Merkel lægger nu op til et konvent og dermed til en ny traktat. Tror du det kan blive et lykkeligt forløb?

Brændt barn skyr ilden. Jeg tror, det bliver et meget, meget kompliceret forløb. Det bliver svært at slæbe befolkningerne med til det. Og du får virkelig brug for i ramme alvor at diskutere begrebet ”demokratisk underskud”.

Jeg har altid sagt: Hold op med det ævl. Der er ikke demokratisk underskud i EU.

Men med de hårde, fælles regler, man nu taler om, må man sige som under den amerikanske revolution: ”Ingen beskatning uden repræsentation”. Derfor bliver f.eks. EU-parlamentets rolle helt afgørende. Sikke et hyl, der bliver herhjemme. Men det er den slags ting, du er nødt til at tage op, hvis der skal være en fælles beskatning eller det, der faktisk er tale om nu, fælles dækning af hinandens gæld.

 

Jeg har hørt dig sige, at krisen kan resultere i en deling mellem Nord- og Sydeuropa, og at landene omkring Østersøen udgør ”toppen” i Europa, som vil klare sig bedre end resten. Hvad fører det til? Jeg mener, at hele diskussion om ”Top of Europe” er meget relevant. Du har et Sydeuropa i store problemer, og dér, hvor man har klaret sig bedst, det er i lande som Finland, Polen og nu også de baltiske lande, der har hevet sig selv op af krisen. I viljen til at håndtere krisen og gøre de barske ting er der en klar deling mellem nord og syd.   Ser du et Nordeuropa omkring Østersøen, som bliver stærkere og stærkere, mens Sydeuropa bliver svagere og svagere?

Det er en mulighed. Jeg tror ikke, vi skal ønske os det. Vi skal ikke ønske os, at Sydeuropa i den grad sakker bagud.