ARTIKLER


"Zeus" vogter ved EU's port

Den græske regering har søsat et nyt projekt, der skal løse landets problemer med de mange illegale indvandrere. Initiativet møder massiv kritik fra både menneskerettighedsorganisationer og nationalister. Imens lever indvandrerne et farligt liv på gaden i en stigende bølge af racistiske overfald.
Af Jonas Madsen
16. august 2012

"Xenios Zeus" er navnet på en ny operation, som den græske regering har iværksat for at få bugt med den massive indvandring ind i EU fra især Nordafrika og Mellemøsten.

Operationen har i den forgangne uge beskæftiget Athens politi, der har tjekket papirer og anholdt op mod 7000 indvandrere. Heraf opholdt ca. 2000 sig illegalt i landet. De er nu blevet interneret. Ifølge Dagbladet Information er 88 af dem sendt tilbage til deres hjemland.

Kriminaliteten er indvandrernes skyld
Ved grænsen til Tyrkiet på det græske fastland oplever man hver dag op mod 100 personer krydse grænsen i håb om at finde lykken i det forjættede EU. Og den massive strøm af flygtninge får skylden for, at kriminaliteten er steget. Ifølge avisen The Guardian steg antallet af indbrud i Athen med 125 procent - en tendens de mange indvandre får skylden for.

Internt og eksternt pres
»Vi vil ikke tillade, at vores byer eller vores land bliver besat eller forvandlet til en indvandrerghetto«, sagde den græske minister for offentlig orden Nikos Dendias til avisen Kathimirini i forsvar for projektet.

Operationen har mødt modstand fra både græske partier og flere menneskerettighedsorganisationer, herunder Human Rights Watch.

»Den græske stats igangværende razzia mod migranter er ikke baseret på meget mere end deres udseende«, udtaler de til Athens News. De fastslår dog også i en artikel på deres hjemmeside, at den byrde, som dette placerer på grækerne, er unfair..

Også Amnesty International kritiserer de græske myndigheder for, at kun et meget begrænset antal asylansøgere rent faktisk får muligheden for at søge asyl - og så endda under kummerlige forhold i et system, der for tiden er ramt af besparelser.

500 angreb på et halvt år
Men Dendias forsvarer sig med at fremhæve de forhold, migranterne levede under inden de bliver interneret:

»Op mod 50 mennesker levede i en kælder uden sanitet«, siger han til Athens News. Samtidig lever indvandrerne et farligt liv på gaden. Den græske avis Ta Nea melder om op mod 500 racistisk motiverede angreb indenfor det sidste halve år.

I sidste uge mistede en ung, irakisk mand livet efter at en gruppe nynazister overfaldt ham med kniv foran en moske i Athen.

Det fascistiske parlamentsparti Gyldent Daggry er blevet sat i forbindelse med de mange angreb. Et stigende problem, som Dendias tog stærkt afstand fra ved et pressemøde efter mordet på den 22-årige iraker.

»Jeg vil hermed slå fast, at staten vil være nådesløs overfor disse kriminelle handlinger... og bringe dem for retten så hurtigt som muligt«, siger han til Athens News.

Men lige så mange er utilfredse med den stigende strøm af illegale immigranter, og forklaringen kan findes i landets store problem med arbejdsløshed, vurderer avisen Kathimirini. Arbejdsløsheden har netop passeret 23 procent ifølge samme avis.

Både befolkningen, medier og politikere kritiserer desuden Dublin ll aftalen, der siger, at en asylsag skal behandles i det første EU land, en indvandrer kommer til. Mange grækerne slutter sig til Human Rights Watch i kritikken af aftalen, for at være en unfair fordeling af "byrden".

Anstrengt situation kræver en løsning
Cirka 75 procent af de indvandrere, der kommer ind i EU illegalt, kommer ind via grænsen til Tyrkiet, der løber langs Evros floden.

Især den græske provins Thrakien, der støder op til Evros, oplever en massiv flygtningestrøm.

Da det kom frem, at man ville internere de anholdte migranter i nedlagte militærfaciliteter i netop Thrakien, fik det borgmesteren i storbyen Alexandroupoli til at beskylde Denidas for at "flytte rundt på Athens problemer".

»De græske politikere skal finde en løsning. Det nytter ikke noget, at venstrefløjen konstant stejler, når stramninger kommer på tale«.

Sådan lyder det fra en gruppe beboere i et kommunalt distrikt i Athen, der er tæt med indvandrere, i et åbent brev til de to venstrefløjspartier Syriza og det kommunistiske KKE.

»Gyldent Daggry bør udnævne Aleksis Tsipras(Syriza) og Aleks Papariga(KKE) som æresmedlemmer, da de har været med til at styrke dem,« lyder det med en reference til, at de ikke gør nok for at løse problemet.