NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Senest den 31. maj næste år skal briterne sige ja eller nej til cirka 130 EU-beslutninger, hvor EU-domstolen får det sidste ord.
Den folkeafstemning om forholdet til EU, som premierminister David Cameron har stillet briterne i udsigt en gang i 2017, får en slags snigpremiere allerede næste år.
Inden juni næste år skal regeringen og parlamentet i London nemlig beslutte sig for, om Kommissionen og EU’s domstol skal have udvidede beføjelser på de britiske øer.
Årsagen er en noget kringlet overgangsfase i Lissabon-traktaten.
Traktaten betyder nemlig, at fra december 2014 får Domstolen og Kommissionen fulde beføjelser på det retslige område – det, som tidligere blev kaldt for EU’s tredje søjle, hvor beslutninger skulle træffes i enstemmighed, og hvor det enkelte land dermed havde vetoret.
Med Lissabon-traktaten forsvandt den tredje sølje i 2009, og flertalsbeslutninger blev til hovedregel.
130 lovtekster lurer forude
På det retslige område har Storbritannien, ligesom Irland, haft en særlig type undtagelse, kaldet ”opt-in”. Det betyder, at de to lande har kunnet beslutte fra sag til sag, om de vil være med eller ej.
Grundlæggende er ændringen i 2009 derfor ganske uproblematisk, set med britiske øjne. Nogle ting er man gået med på, andre står man udenfor.
Men der ligger en klump på cirka 130 love og andre beslutninger af forskellige slags fra årene 1995 – 2008 som Storbritannien er gået med på, men ud fra den forudsætning, at de i sidste instans skulle afgøres ved britiske domstole og dermed hørte under national kompetence.
Dem får Domstolen og til dels Kommissionen også hånds- og halsret over fra næste år.
Beslutningerne omfatter en række konventioner om politisamarbejde, Den Europæiske Arrestordre, udlevering af vidner, overførsel af fanger, oprettelse af Europol, afgørelser om terrorbekæmpelse, m.v.
Alt dette her har briterne nu mulighed for at afvise. Og det synes den konservative justitsminister Theresa May, at man skal, til forskel fra regeringspartneren Liberaldemokraterne.
Bombemand og Assange
Theresa Mays argument er, at Storbritannien til hver en tid vil kunne vende tilbage, og bede om at blive omfattet af de beslutninger, som man ønsker enkeltvis, om end det bliver på Kommissionens og de andre medlemslandes nåde.
Den Europæiske Arrestordre, fra 2002 er en af de kontroversielle beslutninger. Den er Storbritannien omfattet af, og man har blandt andet brugt den til at få udleveret en af de skyldige bag bomberne i London 2005 fra Italien.
Men arrestordren er også blevet (mis)brugt til at udlevere en brite til Grækenland, hvor manden sad fængslet i fire år uden rettergang, før han blev sluppet fri. Og Sverige har forsøgt at bruge arrestordren til at få udleveret WikiLeaks grundlægger Julian Assange, hidtil uden held.
Irland har accepteret, at Domstolen og Kommissionen får den udvidede kompetence.