Camerons EU-poker set fra High Street

Går man tur på strøget i Kingston-upon-Thames, er man undskyldt, hvis man tror, man er kommet tæt på Babeltårnet. Midt i en by, der har været kroningssted for adskillige af de konger der samlede England i 900-tallet, er der ikke meget i befolkningen, der minder om en ældgammel, anglo-saksisk kongeby. Og dog.

For midt i det etniske mylder, der præger gågaden, og i den kakofoni af europæiske og alverdens andre sprog, der tales på gader og stræder, øjner man pludselig en gruppe af uniformsklædte unge skoleelever, der på formfuldendt engelsk svarer læreren om Englands historie.

Det er næppe denne ny generation briter under opsejling, som David Cameron taler til, når han bombastisk lover at generobre briternes suverænitet fra Bruxelles og give dem mulighed for at trække sig ud af det europæiske fællesskab. Tværtimod.

For denne unge generation betyder suverænitet så uendelig lidt, hvis ikke der er job at få for alle.

»Hvad er der galt med Europa?«, spørger 13-årige Hafeez, der gerne vil være bygningskonstruktør, og hvis bedsteforældre kom til Storbritannien fra Pakistan »for mange år siden«. »Vi tager da over til Frankrig for at købe ind, og så spiller de godt rugby«, siger han og tilføjer: »Det vigtigste for mig er, at jeg kan få et godt job, når jeg er færdig med studierne«.

Denne kernepragmatisme præger mange af de lokale i et tidligere industriområde, der engang producerede kampfly, men som nu er overladt til serviceindustri, forretninger og et mindre universitet.

Vi har ikke råd til at sige nej
Spørg bare Carlo, en 40-årige brite af maltesisk oprindelse, der kører byens vel mest populær is- og pølsevogn.

»Vi vil ikke have euroen, men vi kan ikke undvære EU. Vi har set, hvordan euroen bare har gjort alting dyrere i de lande, der har taget den, og det har vi ikke råd til. Men vi har ikke råd til at 'go it alone'. Vi vil gerne have noget at skulle have sagt omkring udviklingen i Europa, for det er sammen, at jobbene skabes«, siger han.

Det synspunkt deles af det lokale liberaldemokratiske byrådsmedlem Simon James, der også er at finde som No. 8 på partiets valgliste til Europaparlamentet.

»Om der kommer en folkeafstemning? - Det gør der nok. Om vi forlader EU? - Det gør vi nok ikke. Når det kommer til stykket, vil folk erkende, at fordelene trods alt er flere end ulemperne«, siger James, der selv er gift med en spansk pige. Parret har 2 børn med dobbelt statsborgerskab.

»Vi har brug for samhandelen og Det Indre Marked, men vi vil ikke blive en slags Norge. Vi vil ikke sættes i en situation, hvor vi først skal bidrage til EU for at få adgang til Det Indre Marked og dernæst skal indføre reglerne uden at have noget at sige, når direktiverne bliver til«, siger han.

Boris
Ifølge Londons ærkekonservative overborgmester, den tidligere Bruxelles korrespondent Alexander Boris de Pfeffel Johnson - for nu at give ham sit fulde navn - er det netop det, Storbritannien skal: Forblive i det indre marked, men på egne præmisser, og uden at deltage i EU's politiske union.

Selv en etnisk heksekedel af dimensioner - Londons overborgmester har efter eget udsagn tyrkiske, jødiske, britiske og tyske aner - mener Boris Johnson, at en 'minimalist strategi', der placerer Storbritannien i udkanten af EU, vil være bedst.

Og selv om han måske ikke tror på det, har Johnsons fætter-langt-ude, David Cameron, være tvunget til at lytte og love både en genforhandling og en folkeafstemning i et forsøg på at dysse kritikken fra egne rækker ned.

Hvad skal genforhandles?
James, som bl.a. har speciale i økonomisk udvikling, siger at løftet er for udefineret, til at det kan have den ønskede effekt - og så behæftet med 'hvis'er', at det er helt forvirrende. Ikke mindst er det en forudsætning for hele Cameron's udspil, at de konservative vinder det næste valg.

»Jeg tror ikke, der er nogen, der ved, hvad der kan genforhandles. Derfor virker det hele som et nummer. Sådan som Cameron har sagt det, kan han næsten gøre - eller ikke gøre - hvad som helst. Der er ingen åbenhed om, hvad han realistisk kunne tænke sig at ændre«, siger det liberaldemokratiske byrådsmedlem James.

Han mener, at hans eget koalitionsparti også er en forhindring i drastiske ændringer, så længe det er ved magten.

Realiteterne, siger James, er at Storbritannien bliver nødt til at komme til en erkendelse af, at den ikke vil have den samme internationale styrke alene, som den har som en politisk integreret del af EU.

»Når EU kommer til et møde, for eksempel til Verdenshandelsorganisationen WTO, så lytter man - også USA og Kina. Hvis Storbritannien dukker op alene, vil det ikke være tilfældet«.

Men alligevel regner han med, at der - på et tidspunkt i fremtiden - skal være en folkeafstemning, der én gang for alle skal standse det politisk opslidende britiske spilfægteri om EU. Som det er i dag, ligner det mere en intern magtkamp om stemmerne, end et realistisk ønske om at træde ud af samarbejdet, siger han.

Labour
Det er der noget om, hvis man ser på det nationale niveau. For selv om Ed Milliband's Labour og vicepremierminister Nick Clegg's Liberaldemokrater begge er meget kritiske overfor Cameron's udspil, er der ingen, der kategorisk melder, at de ikke vil tage en folkeafstemning, skulle det komme så langt.

Der er heller ingen tvivl om, at Cameron's popularitet blandt sine egne er ved at være forsvindende lille, og at opinionsundersøgelser er ved at skabe panik hos de konservative. De viser stor fremgang for højrefløjens anti-EU parti, UKIP (UK Independence Party), på bekostning af de konservative og står dermed øverst i Cameron's politisk planlægning.

Jordskredsvalg?
Sker der ikke snart noget positivt for Cameron, begynder det at ligne optakten til et valg à la Danmarks jordskredsvalg in 1973 - med et nyt parti der sejler ind i parlamentet.

De konservative er på en nedadgående spiral, og har nu kun 27 procent, mens UKIP med Nigel Farage som frontfigur nu ligger på 17 procent - blot 10 procentpoint efter Cameron.

Det er markant for et parti, der ikke en gang har et parlamentsmedlem. Og det er opnået til trods for Cameron's forsøg på at stække Farage's vinger og mildne modstanden fra sin egne menige parlamentsmedlemmer ved at love bod og bedring - plus en folkeafstemning i forhold til EU.

Pokerspillet op til næste valg er sat i gang, men Camerons trumfer er svære at få øje på.

Artiklen indgår i aprilnummeret af magasinet NOTAT: Hvad vil briterne i EU? Magasinet kan bestilles her på siden.